Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

1926-2019 Didder Rønlund

Didder Rønlund, der igennem mere end 75 år markerede sig som en af Danmarks førende modejournalister, er gået bort.
Didder Rønlund, der igennem mere end 75 år markerede sig som en af Danmarks førende modejournalister, er gået bort.

Hvis man har været så heldig at tale med Didder Rønlund, har man højst sandsynligt haft hendes hånd over sin, mens hun nærværende lyttede og fortalte. For det var med nærvær og interesse, hun mødte verden, og det var sådan, at hun formidlede den mode, hun gennem sin over 75-år lange karriere som journalist beskrev. Nu er Didder Rønlund gået bort i en alder af 93 år.

Hvor mange menneskers, i vores branche, karriere og liv, hun har både rørt og berørt viste sig tydeligt og indfølt, da visheden om hendes død spredte sig i løbet af lørdag. Hun var en varm og kærlig veninde for mange, en sparringspartner for endnu flere og en inspiration for alle dem, os, der lever med både ord og mode hver dag. For Didder Rønlund, der helt ind til sin 90-års fødselsdag i 2016 kunne kalde sig aktiv modejournalist, besad sit skarpe blik for mode og sin umættelige nysgerrighed for alt nyt hele livet igennem.

Hun blev født i 1926 ind i en velhavende familie som det eneste barn, og allerede fra spæd var hun moderigtigt klædt i kvalitetstøj syet af familiens personlige skrædder. Dette fokus på snit og kvalitet kom til at præge hende både i sit udtryk og i sin tilgang til verden. Noget, hun beskriver i sin levende fortalte – og meget læsværdige – biografi, ’Hele mit liv på høje hæle’, der udkom i 2009 og som blev genudgivet som e-bog sidste år. Det er også her, hun skriver om sin ansættelse ved avisen Nationaltidende, det der senere blev til Dagens Nyheder, hvor hun 16-år gammel blev ansat som elev og herfra – om end langsomt i starten grundet en mandsdomineret verden – byggede sin karriere som først ’kvindestofsjournalist’ og siden modejournalist op. Fra Dagens Nyheder fortsatte hun på B.T., derefter Billed-Bladet og de sidste ti år af sit arbejdsliv, der sluttede for bare tre år siden, anmeldte hun shows ved Copenhagen Fashion Week under Eva Kruse.

Didder blev gift ung og havde allerede, inden hun var 23 år, sat to børn i verden. Da hun var 24 år mødte hun sit livs kærlighed, Chris Pedersen, der var dansk chef for Pan American World Airways. Det var med ham ved sin side, hun som en af få leverede rejseartikler fra verden over og siden reporterede modestof fra Paris, som den første herhjemme. Det var i det internationale liv, de levede sammen, at hun knyttede venskaber med makeup-mastodonterne Estée Lauder og Helena Rubinstein for ikke at sige den danske modeskaber Erik Mortensen, som hun efter sigende talte i telefon med hver dag. Og har man haft hende til bords til en middag, har man nok hørt om dengang hun blev vinket op ved siden af selveste Coco Chanel til et af hendes shows i Paris i Rue Cambon. Hun har set den modebranche, som vi kender i dag, udvikle sig fra hjertet af, i Paris, ligesom hun intenst har fuldt med den danske scene, som den har etableret sig.

“Da jeg begyndte mine modeskriblerrier i 40’erne og 50’erne, talte man om modekonger med Holger Blom i front og om fine små opvisninger i stormagasinernes modelsaloner. Designere og stylister var slet ikke opfundet. De tog først magten senere, og alt blev mere kommercielt, blandt andet med designerteams bag godt sælgende brands. Men talentmassen er heldigvis stadig til at få øje på, og nye unge designere, blandt de etablerede navne, gør i dag dansk mode synlig, nationalt som globalt. Det har vi grund til at være stolte over,” fortalte hun til Fashion Forum i anledning af sin 90-års fødselsdag, hvilket så fint illustrerer, hvordan hun holdt øje med den branche, hun selv havde været med til at opdyrke og fulgte så intenst.

Hun udviste elegance som få, altid velklædt, velsoigneret, ulastelig – også hen mod det sidste, da krykker egentlig var nødvendige, gik hun helst under armen på en ven, så den visuelle helhed ikke blev ødelagt af stokken. Didder Rønlund har banet vejen for et stofområde, vores branche, i aviserne og som kvinde i en tid, hvor man stadig skulle bevise sit værd på arbejdsmarkedet, og viste tydeligt, at selv i den lille krop, der var hendes, var der mere vilje, livslyst og styrke end hos de fleste. Det er så inspirerende og værd både huske og hylde. Tak for det, Didder!