Forskningsprojekt peger på håndværk som middel til integration

Kan håndarbejde være vejen ind på det danske arbejdsmarked for ikke-vestlige indvandrerkvinder? Det har en gruppe danske forskere undersøgt og svaret er allerede at finde på den danske modescene.
12.09.2019 ∙ af Martin Mitchell
Foto: FENUUN.

Forestil dig, at du er nødt til at flygte til et fremmed land på grund af borgerkrig i dit eget. At du ikke kan tale sproget, der på usynlig vis knytter resten af dit nye samfund sammen. At dit job og dine hårdt opdyrkede egenskaber fra hjemlandet pludselig føles uden værdi. Sådan er virkeligheden for et stort antal flygtningekvinder fra ikke-vestlige lande, der kommer til Danmark. Og det er en ekstrem svær situation at befinde sig i.

For selvom både lysten og kompetencerne til at komme i job i ofte er til stede blandt disse kvinder, har det vist sig at være meget vanskeligt for dem at komme ind på det danske arbejdsmarked. I 2017 var det således kun 47,6 procent af ikke-vestlige flygtningekvinder, der var i job modsat 71,5 procent af etnisk danske kvinder, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det fik en gruppe danske forskere med speciale i mode og tekstilhistorie til at gå sammen i 2017 om integrationsprojektet THREAD (The Textile Hub for Refugee Empowerment, Education and Entrepreneurship Advancement in Denmark), som er støttet af Innovationsfonden i en periode på 33 måneder. Målet er at undersøge, hvordan håndværket kan bruges som et integrationsmæssigt redskab og som en mulig vej ind på arbejdsmarkedet for kvinder, der ellers er standset af den sproglige barriere.

“Håndværket kan bruges som et værktøj til at skabe møder mellem mennesker. Med THREAD har vi forhåbentligt givet de her kvinder selvtillid omkring deres håndværksmæssige evner, så de er bedre rustede til at søge og komme i job,” siger Solveig Berg Søndergaard, der sammen med Else Skjold – som netop er blevet lektor på KADK – og Alexandra Lindek gennem to år, fra 2017 til 2019, stod bag et af THREADS mange projekter; FENUUN (Fællesskab for Eksistens, Nyttig samskabelse og Udviklende Netværk) en ugentlig, frivillig workshop á tre timer hver torsdag eftermiddag på Designskolen Kolding for indvandrerkvinder, der havde svært ved at komme i job,

Her kunne kvinderne, der primært var fra ikke-vestlige lande som Syrien, Iran eller Marokko, alt efter evne og lyst, arbejde på forskellige håndværksprojekter, som de fik undervisning i at forbedre og siden sælge til julemarkeder og i pop-op butikker. Og så var det en uforpligtende måde at lære dansk på. Og dermed øge chancerne for at komme ud på det danske arbejdsmarked.

En mere menneskelig tilgang

FENUUN skulle ud over at øge troen på og niveauet af kvindernes evner også være en måde at finde hullerne i den danske modebranche, hvor deres egenskaber kan komme til deres ret. Og her spiller håndværket en markant rolle, hvis man skal tro projektet.

“Håndens arbejde kan gøre, at man kan tale sammen ud over sproget, hvis man endnu ikke mestrer det danske sprog, når man kommer ud i virksomhederne. Vi har fået bekræftet, at der gemmer sig mange kompetencer hos de her kvinder. Nogle har et ekstremt højt håndværksniveau inden for eksempelvis tilskæring, brodering, strik og hækling,” siger Else Skjold om de egenskaber, som disse kvinder mange gange bærer på, men som ofte ikke får lov til at se dagens lys på grund af udfordringer som manglende sprogkundskaber og identitetsdokumenter eller de krigstraumer, som påvirkede flere af kvinderne på workshoppen. Mange af dem har kompetencer, som de ikke bliver screenet for eller har papirer på, når de kommer til Danmark, fordi de har skullet flygte i stor hast.

“Vi fandt ud af, at en af kvinderne faktisk var professionel modedesigner i sit hjemland Marokko og samtidig har undervist rigtig meget i design. Hun var lidt en perle af opdage mellem alle de dygtige kvinder,” siger Solveig Berg Søndergaard.

“Ja, ingen spurgte ind til kvindernes kompetencer eller erfaringer, da de kom til landet. Og man kan altså give de her kvinder noget personlig stolthed, ved at spørge ind til det, i stedet for at fortælle dem, at de kun er noget værd, hvis de bliver præcis som os,” siger Else Skjold. Hun fortæller også om et software-pilotprojekt, hvor THREAD arbejdede sammen med programmeringsskolen Hackyourfuture om at skabe en online platform, hvor indvandrerkvinderne kan blive matchet med den virksomhed eller det projekt, der passer sammen med deres evner. Det er der kommet en endnu uudgivet bruttotype ud af.

Men kvinderne mødte også bureaukratiske forhindringer i FENUUN-regi, fortæller Solveig Berg Søndergaard. Kvinderne fik, som tidligere nævnt, træning i at sælge sine produkter, da man fra FENUUNs side ønskede at give kvinderne en ekstra indtægtskilde, men også et bevis for værdien af deres evner, der kan tilføjes et portfolio, som de også fik hjælp til at opbygge.

Det var dog sværere end som så. Kvinderne måtte nærmest ikke tjene penge ved siden af deres offentlige støtte. Kun omkring ti procent af det, de solgte for, kunne de putte i lommen. Resten blev fratrukket deres ydelser, siger Solveig Berg Søndergaard, der ellers beretter om personlig opblomstring blandt kvinderne, når de skabte alt fra puder til børnetøj.

“På grund af den her omregningsmodel kunne det simpelthen ikke svare sig for dem at starte med småopgaver, som ellers kunne kvalificere dem til at blive ansat i en virksomhed fremadrettet.”

Vejen ind på arbejdsmarkedet

Én ting er, at kvinderne har kompetencer, som de kan værdsættes for. Noget andet er rent faktisk at finde ud af, hvordan de oversættes til det danske arbejdsmarked. Hvordan skaber man det hul i bureaukratiske mode-Danmark og får gjort opmærksom på kvindernes egenskaber?

“Der har manglet et sted i Danmark, hvor man kunne få opgraderet sine kompetencer, opbygget sin selvtillid og samtidig lære sproget i sit eget tempo, da nogle kan være dybt traumatiserede, mens andre ingen problemer har,” siger Solveig Berg Søndergaard.

“Der er stor økonomisk og håndværksmæssig værdi for danske virksomheder i for eksempel håndholdte småopgaver som opsyning af limited edition styles eller prototyper. Vi har desværre outsourcet al den kunnen, vi som håndværksland havde før i tiden. Men der er både et marked og behov for det. Kernen for os har været at se, om indvandrerkvinderne kan være med til at løfte modebranchen og tage håndværket tilbage,” fortæller Else Skjold.

Og noget tyder på, at de kan. Efter FENUUNs afslutning denne sommer har en af kvinderne for eksempel fået job i en stofforretning i Kolding, mens andre har været i praktik hos skræddere.

Solveig Berg Søndergaard udvikler i kølvandet på afslutningen af workshoppen det socialøkonomiske iværksætterfællesskab SHEworks, i tæt samarbejde med Designskolen Kolding, Kolding Kommune & Business Kolding, hvor hun både vil arbejde for lokalproduktion i Danmark, men også for at udnytte den viden, som kvinderne har om det såkaldte Modest Fashion, som er tøj der er mindre afslørende end typisk vestlig mode og oftest forbundet med religiøsitet. Og som et hastigt voksende marked, hvilket Farfetchs investering i The Modist og Net-a-Porters Ramadan-kollektioner bevidner, kan det være af stor værdi for danske modevirksomheder at få indblik og kompetencer i. Derfor er planen, at kvinderne både skal sy og rådgive virksomheder om Modest Fashion.

Men har projektet så fået kvinderne fra FENUUN ud til de danske modevirksomheder? Ja! Godt nok stadigt i det små, men alligevel projekter, som kan markere en start: De har samarbejdet med H&M om en installation af upcyclet denim til Heartland Festival, ligesom de har arbejdet på en broderiopgave for Storm & Marie i forbindelse med brandets nye Tencel-linje, der blev lanceret denne sommer. Det giver et meget godt billede af den type opgaver, som kvinderne ville kunne varetage for danske modevirksomheder.