Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Rabens Saloner tager skridt mod international vækst med nyt digitalt hjem

Med et ønske om at kunne udvide kundekredsen udenfor landets grænser har Rabens Saloner åbnet deres første webshop og i den forbindelse udviklet en ny visuel identitet for brandet.
Med et ønske om at kunne udvide kundekredsen udenfor landets grænser har Rabens Saloner åbnet deres første webshop og i den forbindelse udviklet en ny visuel identitet for brandet.

I disse digitale tider er det efterhånden en sjældenhed, at et brand først lancerer en webshop efter de har kastet sig over det fysiske butikslandskab. Men ikke desto mindre er det tilfældet for Rabens Saloner, hvis flagskibsbutik på Møntergade i København har været en af brandets hovedsaglige salgskilder, siden den blev åbnet i 2015. Indtil nu. For Rabens Saloner har i denne uge løftet sløret for deres første webshop. En webshop, der netop skal fungere som en udvidelse af den fysiske tilstedeværelse, hvor de har kunne udfolde deres visuelle univers med et sortiment, der dækker både tøj og udvalgt interiør og skønhedsprodukter.

Men at kunne overføre brandets genkendelige æstetik til en virtuel salgsplatform er dog ikke den eneste grund til, at stifter og kreativ direktør Birgitte Raben nu har taget springet ud i det digitale farvand. Det handler også om at få adgang til en helt ny og langt større målgruppe og dermed kunne eksekvere på nogle internationale ambitioner for det danske mærke:

“Vi er utroligt stolte af at kunne præsentere vores nye webshop og visuelle udtryk. Resultatet understreger Rabens Saloners univers og skaber en international platform. Vi glæder os til at byde kvinder over hele verden velkommen og inspirere dem,” fortæller Birgitte Raben i en pressemeddelelse.

Tid til en ny brandidentitet – og logo

Udover de fire årlige kollektioner vil brandets kunder – præcis som i flagskibsbutikken – også kunne shoppe både skønhed samt et udvalg af Rabens Saloners interiør på den nye platform. En platform, der ligeledes har givet anledning til en overordnet opdatering af brandets visuelle identitet. Herunder også et helt nyt og mere strømlinet logo. Alt sammen skabt i samarbejde med den københavnske designduo LA Graphic Design.

“Logoet er en kombination af typografier forankret i moderne fonte såvel som romerske inskriptioner for at skabe balancen i den præcision og eklekticisme, Rabens Saloner symboliserer. Herigennem ærer vi også historien og den gamle visdom, forbundet med den håndværksmæssige udformning af materialer og farver, som er så unik og essentiel for Rabens Saloners DNA,” fortæller Anne Strandfelt og Lizet Hee Olsen fra LA Graphic Design om tankerne bag det logo, de har designet i samarbejde med brandet.

Rabens Saloner har desuden – som efterhånden størstedelen af modebranchen – bæredygtighed højt placeret på dagsordenen. Af den grund er alt emballage, som vil blive brugt i forbindelse med den nye webshop, skabt i 100 procent genbrugte materialer. Ligesom at alle fragtposer kan vendes på vrangen og forvandles til en totebag. Et tiltag, der for Birgitte Raben handler om at indtænke cirkularitet i alle processer: “Jeg kan godt lide tanken om, at alt du bringer med ind i dit hjem, er noget der kan bruges igen og igen,” afslutter hun.

Rabens Saloners nye webshop blev officielt lanceret onsdag den 4. september 2019.