Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Mettes fornemmelse for fremtiden

Blanche åbnede Copenhagen Fashion Week under en lunefuld åben himmel og gav sit bud på en hyldest til den stærke, sensuelle kvinde.
Blanche åbnede Copenhagen Fashion Week under en lunefuld åben himmel og gav sit bud på en hyldest til den stærke, sensuelle kvinde.

Blanche, Søpavillonen, tirsdag den 6. august 2019, klokken 9.00

Slut april 2017 stoppede Mette Fredin otte år hos 2ndDay og startede 1. maj sit eget firma, Blanche. Hun “tænkte det stort fra starten” og i dag, 6. august, med investor og sammen med Melissa Bech, åbnede hun Copenhagen Fashion Week med en fortsat bæredygtigt baseret SS20-kollektion, der imponerede med diversitet i både strik, konfektion og denim. Et show, der lå som det første en række af tre på det nyrestaurerede Søpavillonen, der kroner Peblinge Sø.

Hendes kollektion handler om moderne feminin intelligens, feminin power og passion. “En hyldest til både den stærke og den sensuelle kvinde i alle aldre, hvor seje de er, og hvad de kan i dag. Fremtiden er female”, siger designeren, som har stylet de meget forskellige modeller – typer, størrelser og aldre – med blandt andet Greta Thunberg-inspirerede fletninger.

Dén inspiration kommer til udtryk som en virkelig sensuel kollektion, hvor “soft tailoring” udmønter sig i lag af bløde frakker, jakker, bukser og shorts; en moderne opgradering af skjorten som hvide, crisp skjorter med luftige volumen-ærmer og en totalt raffineret jakke med brede skulderstropper over de bare, bådudskårne skuldre og med volumen-ærmer samlet i manchetten. Jakken fungerer også over en striksweater. Samme bådformede snit findes gennemgående også som bomuldsbluse eller som marine eller beige strikbluse med lange, posede ærmer over manchetbindebånd. Dertil korte matchende shorts til de unge piger. Sanseligt og dødflatterende.

Farver starter til januar tidstypisk ud med kaviar, mørkeblå og grønlig tilsat lyse pasteller, der let kan bæres, selvom det er mørkt udenfor. Pastellerne fortsætter som fin syren – i et smukt jakkesæt, og i delikat citronsorbet for eksempel en draperet lang kjole, halvt mat, halvt blank, båret under en creme silkesatin slå-om-kjole. En knaldsmart, enkel rosa jersey kjole er skåret med en asymmetrisk løbegang til at trække op og ned efter humør. Pastellerne følges op af orange og valmuerød, kjoler, toppe og bukser, der kan sættes sammen – også med ørkensandfarvede bukser, jakker og sportsfrakker.

Superflotte, megatykke, grandiose striksweaters er håndstrikkede i Italien – multifarvet i turkis, gul, rosa, hvid og grå. I kvadrater af turkis, lavendel, marine og rosa eller som cardigans i grå eller ecru i kæmpe kabelmønster til at lune over en sommerkjole eller jeans.

25 procent af kollektionen er denim. Blanche omfatter også denimkollektionen, Atelier, hvor Mette Fredin eksperimenterer med denim i flere farver – feminine kjoler med store flæser, udskæringer, snit og stikninger. En marineblå taljeret jakke, der er vendbar til blå tern, er super flot og minder om Diors Bar-jakke, og lavendel denim i en kjole med hvide stikninger og en vid jakke med volumen-ærmer er sofistikeret og anvendeligt.

Blanche SS20 handler alt sammen om HENDE.  Kroppen, modsætninger, skarpe suits, sex, formalitet. HUN finder meget smukt, raffineret og brugbart design her hos Blanche.

Se hele kollektionen her.