Denne uge står Paris i modeugens tegn, og alverdens designere, mærker og indkøbere flokkes traditionen tro til byen. Men ugen markerer også en speciel begivenhed for det økologisk-orienterede T-shirt og sweatshirt brand Colorful Standard. Brandet slår nemlig dørene op til sin første flagship store i netop Paris i Marais, hvor også CIFF Paris i denne uge folder sig ud. Det fremgår af en pressemeddelelse.

På kun halvandet år har Colorful Standard, med Björkvin-grundlægger Tue Pampi Deleuran i direktørstolen, markeret sig både nationalt og internationalt. Nøje fokus på farve og pasform har gjort det danske brands basisvarer til en salgssucces, der kun peger én vej: opad. I december rundede de 500 forhandlere på verdensplan, og nu er det tal til steget til 700. Herunder Selfrides og Harvey Nichols i London, Le Bon Marché i Paris, Isetan i Tokyo og senest END Clothing, der er en af de førende digitale modedestinationer.

“Vi har oplevet en enorm vækst fra første kollektion med indflydelsesrige, internationale forhandlere, der alle fortæller om et ekstremt positivt gennemsalg på Colorful Standard. Vi har på rekordtid skabt en markant tilstedeværelse på afgørende markeder som Frankrig, Italien, Tyskland, England og selvfølgelig Skandinavien. Åbningen af en flagship store er derfor en naturlig udvikling for brandet,” fortæller Tue Pampi Deleuran i en pressemeddelelse.

Byernes By

Valget af Paris som destinationen for brandets første butik er da heller ikke tilfældigt. Området omkring Marais, med kunst- og kulturcentret Pompidou som vartegn, ligger i fin forlængelse af brandets DNA. Målet er at skabe en loyal og lokal kundebase, men med adresse på den travle Rue du Temple-gade, der også huser blandt andre APC og Surface to Air, vil klientellet med stor sandsynlighed også inkludere en stor del turister.

“Paris har hele tiden været førsteprioritet for vores første butik. Udover, at vi er repræsenteret i to af byens største stormagasiner, så passer Paris og især det charmerende Marais-kvarter rigtig godt til vores brand og produkter. Om det er byens utallige turister eller de lokale parisere, så kan alle bruge vores organic essentials i den bedste kvalitet,” siger Tue Pambi Deleuran og understreger, at en flagship store kan være med til at kommunikere brandets kreative og farverige retning endnu tydeligere.

Salgs- og marketingansvarlige Adam El-Zayat Hjorth, der tiltrådte stillingen i januar måned med store ambitioner på brandets vegne, er også begejstret for åbningen af den første af brandets egne butikker. Han fortæller, at optakten til åbningen torsdag den 20. juni, under den parisiske herremodeuge, har været grundig og især indretningen har taget tid, da det netop er de forskellige farvenuancer – hele 35 af slagsen – som gør, at Colorful Standard skiller sig ud på et ellers kompetetivt marked for basisvarer.

“Vi har brugt rigtig meget tid på at finde de bedste løsninger for indretningen af den nye butik,” forklarer Adam El-Zayat Hjorth, og fortsætter: “Det har været vigtigt for os skabe en platform, der er imødekommende, flot og farverig. En behagelig atmosfære hvor kollektionens mange farver præsenteres bedst muligt samtidig med, at der er fokus på, at kunden hurtigt bliver informeret om brandets bæredygtige profil.”