
Copenhagen Fashion Week præsenterer film om radikal model, ikonisk modefotograf og turbulent modeskaber
I forbindelse med CPH DOX viser Copenhagen Fashion Week modefilm om tre legendariske skikkelser i branchen.Danmarks største dokumentarfilmfestival og en af de største af sin slags i verden, CPH DOX, løber af stablen i morgen og kører indtil den 31. marts. Festivalen har siden lanceringen i 2003 haft det som omdrejningspunkt at forene de kreative og kunstneriske udtryksformer gennem filmformatet og det med stor succes – sidste år nåede besøgstallet hele 110.500. I år rækker de ud til modebranchen med Copenhagen Fashion Week som afsender på tre modefilm under festivalen.
På filmfestivalens fjerde dag, nu på lørdag den 23. marts, slår Kunsthal Charlottenborg dørene op for for de to film ‘Halston’ og ‘Peter Lindbergh – Women’s Stories’. ‘Halston’ er fortalt af instruktøren bag ‘Dior and I’, Frédéric Tcheng, og illustrerer tøjskaberen Roy Halston Frowicks imponerende vej til toppen af modeverdenen, blandt andet som fast stylist for Liza Minelli og med et legendarisk show på Versailles-slottet i 1973 – og det efterfølgende fald fra tinderne.
Filmen Peter Lindbergh – Women’s Stories giver et unik indblik i den store tyske modefotograf Peter Lindberghs arbejde. Han var om nogen indkapslende for den visuelle fortælling omkring supermodellerne i 90erne i hans følsomme sort/hvide univers. De to film bliver vist i umiddelbar forlængelse af hinanden fra klokken 15.30, hvor Peter Lindbergh-filmen løber over skærmen, inden Halston følger trop klokken 18.15.
Mandag den 25. marts rykker Copenhagen Fashion Weeks bidrag til CPH DOX til Nørrebro, når Empire Bio inviterer modeinteresserede til at opleve filmen ‘The Disappearance of My Mother’. Den er historien om den internationale fotomodel Benedetta Barzini og hendes trang til at forsvinde fra modelinsens fængslende øje. Efter modelkarrieren blev hun radikal marxist og feminist og fik desuden fire børn.
Filmen er hendes ene søn Beniaminos optagelser af en mor, der ønsker at forsvinde fra rampelyset, men som alligevel bliver indfanget af sønnens kamera. Den viser et usædvanligt forhold mellem de to og moderens radikale holdninger til mange ting – især til den modebranche, som hun lagde bag sig for at hellige sig det politiske. Filmen vises klokken 19.45 og i den forbindelse kan du møde Benedetta Barzini og sønnen Beniamino.
Læs mere om CPH DOX og køb billetter til arrangementerne her.