Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Økonomi

Miinto opkøber polsk konkurrent og henter ny investor

Med ønsket om at blive markedsledende i Polen har Miinto købt den polske pendant Showroom.pl. Samtidig indtræder platformens tyske ejer, Burda Principal Investment, som ny investor i Miinto Holding.
Med ønsket om at blive markedsledende i Polen har Miinto købt den polske pendant Showroom.pl. Samtidig indtræder platformens tyske ejer, Burda Principal Investment, som ny investor i Miinto Holding.

Det danske webshopkoncept Miinto har siden grundlæggelsen i 2009 gjort en god forretning ud af at agere bindeled mellem lokale, fysiske modebutikker og digitale kunder – et koncept, der de seneste år er blevet udvidet til flere internationale markeder. Senest til Polen i august og i november til Schweiz, hvilket fik deres antal af modebutikker og partnere op på 1800 fordelt på syv forskellige markeder rundt om i Europa.

Men nu er Miinto klar til at sætte yderligere ind på det polske marked. Et marked, som med sine 40 millioner indbyggere og en øget interesse for online modemandel er attraktivt for en spiller som dem. Derfor har Miinto netop opkøbt platformen Showroom.pl, der som forhandler af cirka 600 polske mode- og skobrands er markedsledende i landet.

“Polen er et spændende marked, hvor onlineshopping generelt vækster, og mode er endda den største kategori med en forventet omsætning på 2,75 milliarder euro i år. Vi har længe fulgt Showroom.pl og deres udvikling og været imponeret over den unikke position, Michál Juda, grundlægger af Showroom.pl, og hans team har opnået. De er virkelig gode til at samle de bedste lokale designere og brands ­– og så har de en særlig evne til at inspirere polakkerne til at shoppe online,” siger Miintos CEO, Konrad Kierklo, i en pressemeddelelse og fortæller, at både Michál Juda og resten af virksomhedens eksisterende team vil forblive tilknyttet.

Ny aktionær og investor i Miinto Holding

Det er den tyske koncern Burda Principal Investments, der ejer Showroom.pl. De er især kendte for at investere i tech-startups, ligesom at de fylder godt på det lokale mediemarked som ejer af en række modemagasiner. Udover at sælge Showroom.pl til Miinto har Burda Principal Investments også valgt at indtræde i Miinto som ny aktionær og investor.

“Med dette partnerskab kombinerer vi Showrooms-knowhow, der bygger på uafhængige designere, med Miintos innovative model for e-commerce med mode. Vi er glade for at være en del af deres vision om en europæisk modeplatform og ser frem til at arbejde sammen. Miinto passer perfekt til vores strategi om at støtte hurtigt voksende digitale virksomheder,” siger Christian Teichmann, administrerende direktør Burda Principal Investments, der suppleres af Konrad Kierklo:

“Vi er glade for at kunne byde velkommen til Burda Principal Investment i vores investorkreds. Vi har haft en god dialog med deres team i hele processen og har stor respekt for dem. Herudover har de en imponerende portfolio af medier og virksomheder under sig, og de står stærkt på mange spændende markeder som Tyskland, England og Polen. De vil være et stærkt aktiv på Miintos fremtidige rejse,” afslutter han.

Showroom.pl forventes at sælge produkter for mere end 10 millioner euro i år. Miintos opkøb er foretaget med officiel virkning per 6. marts 2019.

LÆS OGSÅ:

Udenlandske satsninger hitter for Miinto