Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Underprotection
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland

Bæredygtigt lingerimærke vækster 60 procent om året

Underprotection designede farvefuldt, bæredygtigt undertøj, mens forbrugerne stadig forbandt bæredygtighed med hør og hippielooks. I dag, små ti år efter, skriver de ordrer som aldrig før.
Underprotection designede farvefuldt, bæredygtigt undertøj, mens forbrugerne stadig forbandt bæredygtighed med hør og hippielooks. I dag, små ti år efter, skriver de ordrer som aldrig før.

“Der var virkelig tryk på Revolver. Alle vores eksisterende kunder og en masse nye, potentielle kunder var forbi. Ordrerne er kommet hurtigere end normalt på vores AW19-kollektion, så det bliver en stærk sæson med nye kunder og nye markeder.”

Sådan siger Stephan Rosenkilde fra Underprotection om deres messedeltagelse på Revolver i forrige uge, hvor han virkelig kunne mærke, at der er et bæredygtigt momentum i modebranchen. Ikke bare i København, men i hele verden. Det kommer for eksempel også til udtryk, hvis man tager et kig på brandets omsætning, der i de seneste tre-fire år er vokset med 60 procent årligt.

Fra etableringen i 2010 gik Underprotection imod bæredygtighedens dengang fodformede og basisagtige ry. Nu gør de alt i deres magt for, at de i hvert fald ikke skal være kedelige. Og det har været målet siden Stephan Rosenkilde og hans kone, designeren Sunniva Uggerby, stiftede mærket, der nu skaber lingeri, loungewear og badetøj med blonder og farverige og finurlige prints i højsædet, designet til at give dig den samme luksusfornemmelse som konventionelle mærker kan tilbyde.

“Da vi stiftede Underprotection var bæredygtigt lingeri oftest hvidt og sort og kedeligt designet. Vi mente, der var plads til et spændende lingerimærke, der samtidig havde det etiske i højsædet,” fortæller han om starten på Underprotections rejse, som nu viser sig som en rentabel forretning med et miks af den rette etiske holdeplads og en insisteren på aldrig at give tabt på æstetik. En æstetik, det verdensomspændende trendbureau WGSN flere gange har fremhævet i deres trendrapporter.

Underprotection

Et ansvarligt, bæredygtigt modebrand

Underprotection har ud over den æstetiske mission et udtalt fokus på bæredygtighed i alle firmaets afkroge. De arbejder for eksempel sammen med en fabrik i Indien, som de fra dag ét har haft et tæt samarbejde med, baseret på tillid og en fælles ansvarsfølelse over for både den jord, vi alle står på og de mennesker, der bor her.

“Vi føler et stort ansvar over for vores indiske kollegaer, som ejeren Charita har ansat på fabrikken. Vores produktion gør, at hun kan lønne sine 15 medarbejdere året rundt,” fortæller Stephan Rosenkilde og fortsætter:

“Vores engagement i Indien er stort og vil være det endnu mere fremadrettet, hvor vores mål er at investere i at skabe et øko-system omkring vores kollegaer på fabrikken,” siger han og fortæller samtidig, at det ikke bare er de sociale og produktionsmæssige aspekter af bæredygtighed, firmaet arbejder på. Også de materialemæssige valg er fremtrædende, ja faktisk altafgørende for mærket.

Derfor arbejder de udelukkende med klassificerede bæredygtige materialer, som økologiske eller genanvendte materialer, der i tillæg er certificerede med forskellige mærkninger såsom The Global Recycled Standard, PETA approved Vegan, The Standard 100 Oeko Tex eller GOTS. For som han siger:

“Vi vil gerne vise, at det er muligt at forene mode og bæredygtighed uden at skulle gå på kompromis. Vi er ikke perfekte, men vi gør, hvad vi kan og holder os konstant opdaterede på de nyeste bæredygtige materialer og teknologier. Ved at vælge de bæredygtige materialer, sikrer vi os et mindre negativt miljøaftryk i vores produktion.”

Underprotection

Med hele verden som kunder

Stephan Rosenkilde har en uddannelsesmæssig og professionel fortid i E-commerce. Brandets egen webshop har derfor altid fyldt meget for Underprotection. Den skal, ifølge ham, være omdrejningspunktet i mærkets fremtidige indtjeningsmuligheder. Og den er da også allerede profitabel, fortæller han.

“I 2018 stod vores egen hjemmeside for cirka 30 procent af vores omsætning. Den fremstår som vores sikreste og stærkeste salgsled netop nu, da vi herigennem kan interagere direkte med slutforbrugeren,” fortæller han og afslører samtidig, at de i starten af februar relancerede deres webshop for at holde dampen og salgstallene oppe på den i forvejen velkørende side, der sidste år havde besøgende fra 186 lande over hele verden med salg til 56 af dem.

Men selvom mærket arbejder på at optimere deres egen webshop, er fokus ikke fjernet fra retail. Snarere tværtimod. Der er netop lukket aftaler med agenter flere steder i verden heriblandt Tyskland, hvor man har fået hele to nye agenter, USA, hvor vestkysten er højt prioriteret og så Australien, hvor markedet for badetøj og bæredygtighed er af massiv størrelse. Samlet har brandet nu ni agenter rundt om i verden, der alle udnytter det bæredygtige momentum, som Underprotection er en del af og som også åbenbarede sig i den netop overståede modeuge, hvor blandt andre Stine Goya og Mother of Pearl viste, hvordan etik og æstetik kan skæres anno 2019.

“Vores mål er at udvide vores retail-del fra de 13 markeder, vi netop nu er til stede i. Og især Australien bliver spændende, da vi her lægger os op imod virkelig stærk konkurrence – især på badetøj – men hvor markedet også er stort,” siger han og slutter af med at afsløre, at ambitionen er at åbne tre butikker inden for de næste fem år, i København, New York og i en endnu ikke fastsat by.

“Det har aldrig været lettere at foretage bæredygtighedstiltag, der kan gøre en positiv forskel.”