Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Baum und Pferdgarten
Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Baum und Pferdgarten: It’s a family affair

Baum und Pferdgarten fejrede deres 20-års jubilæum uden sentimentale tilbageblik og hyldede i stedet familien - den man fødes med, og den man skaber.
Baum und Pferdgarten fejrede deres 20-års jubilæum uden sentimentale tilbageblik og hyldede i stedet familien - den man fødes med, og den man skaber.

Dagens Baum und Pferdgarten-show markerede under titlen ’It takes a Family’ mærkets 20-års jubilæum. Titlen er tænkt som en reference til den familie, man selv skaber, sin arbejdsfamilie og ikke mindst samarbejdet mellem mærkets to grundlæggere og kreative direktører, Rikke Baumgarten og Helle Hestehave.

Nede på jorden hverdagslige situationer som en gåtur med hunden, indkøb, en dag i pyjamas eller måske en tur på camping har været blandt kollektionens inspirationskilder. Men også ideen om, at en familie, der står tæt sammen, kan gå på strandhugs i hinandens garderober på tværs af køn og generationer. Som morfars ternede blazer, der er blevet croppet af den yngre generation, eller en transparent, feminin, lilla kjole over blomstrede tights og matchende rullekrave, der svæver blidt mellem det retrospektive og det unge, det fremsynede. Noget der på mange måder er helt i tråd med brandet, for Baum und Pferdgarten har altid haft en legende tilgang til design og aldrig hængt fast i referencerammer eller inspirationskilder. Prints og ikke mindst kunsten at kunne mikse dem, har altid været en af brandets styrker, og det viste de også, at de stadig mestrer i denne kollektion.

Som i enhver Baum und Pferdgarten-kollektion var der tern i mange variationer – både i forskellige kombinationer eller mikset med kollektionens feminine blomsterprint. Printet silke, oversize strik, miniskirts og mere konstruerede silhuetter blev mikset på kryds og tværs, som kjolen i kirsebærprintet bomuld med stribede skjorteærmer over ternede bukser. Også den landskabsprintede quiltede frakke over en blomstret kjole var mikset på en måde, der virkede inspirerende og gav lyst til selv at eksperimentere.

Der var også mere klassiske looks, som et par gule stumpebukser med matchende gul silkebluse med pufærmer og ordene ’stick together’ diskret indvævet. Eller en skulpturel, hvid skjorte med et moderne take på det voluminøse ærme. Blandt favoritterne var en ternet herreblazer med et printet silketørklæde som rygstykke, der på mange måder var en smuk opsummering på kollektionen.

Det var en stærk kollektion som Baum und Pferdgarten viste og en fin markering af deres første 20 år på modescenen. Mere end at skue tilbage til perler i arkiverne (som da også havde været kærkomne gensyn) så pegede kollektionen direkte ind i fremtiden og ud mod nye tyve, stærke år.

Se hele kollektionen her.