Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Gun-Britt Zeller biografien '40 år med hår'
Alle nyheder, FASHION FORUM ANBEFALER, Indland

5 biografier til fordybelse

Efterårets mørke kalder på tid til fordybelse. Her giver vi dig vores bud på fem biografier, som lader dig dykke ned i de fascinerende liv bag nogle af modebranchens helt store personligheder.
Efterårets mørke kalder på tid til fordybelse. Her giver vi dig vores bud på fem biografier, som lader dig dykke ned i de fascinerende liv bag nogle af modebranchens helt store personligheder.

40 år med hår

Hele modebranchens hårdame nummer et, Gun-Britt Zeller, har netop fejret sit 40-års jubilæum som selvstændig frisør. Dette er markeret med biografien ’40 år med hår’, der er vidende skrevet af modejournalist Elsebeth Mouritzen. Kapitlerne er bygget op over hvert årti fra 60’erne til 00’erne og giver et indblik i sammenhængen mellem samfundsstrømninger og hårtrends. Bogen er spækket med anekdoter fortalt af Gun-Britt selv, som tegner et billede af en videbegærlig og dedikeret frisør.

’40 år med hår’ er skrevet af Elsebeth Mouritzen i samarbejde med Gun-Britt Zeller, Gyldendal.

Coco Chanel – an intimate life

Der findes utallige bøger om den legendariske Coco Chanels liv og virke, og ’Coco Chanel – an intimate life’ er til dig, der gerne vil have den fulde historie. Coco Chanel har altid været omgivet af megen mystik – noget hun selv bidrog til gennem udtalelser i interviews. I denne biografi om modeskaberen, prøver forfatteren Lisa Chaney at komme til bunds i nogle af myterne. Det er tydeligt, at der ligger grundig research til grund for denne bog, som giver et interessant indblik i, hvordan hændelser i Chanels personlige liv førte til ikoniske kollektioner, smykker og ikke mindst parfumer fra hendes hånd. 

’Coco Chanel – an intimate life’, Lisa Chaney, Penguin Books.

Chanel biografi, Penguin

Margit Brandt. Modeskaber

Margit Brandt udgjorde sammen med sin mand, Erik Brandt, et af de mest banebrydende par i dansk modejetsethistorie. Biografien giver et indblik i den skrædderuddannede dansker, der tog til Paris som 19-årig for at jagte en drøm om at blive designer. En drøm, som i den grad lykkedes, efter hun kom i lære hos først Balmain og siden Louis Féraud, inden hun tog hjem og skabte modehistorie i Danmark. Foruden modehistorie fortæller bogen også kærlighedshistorien mellem Margit Brandt og Erik Brandt og om deres tid som internationale jetsettere.

’Margit Brandt. Modeskaber’, Anne Nørkjær Bang, Story house / Lindhardt og Ringhof. Du kan læse et uddrag af bogen her.

Alexander McQueen: Blood Beneath the Skin

Der har altid været meget mystik omkring Lee Alexander McQueen, som yndede at holde sit privatliv for sig selv. Med denne bog får man et sjældent indblik i manden bag brandet, som blev kendt for sine ekstravagante rober, som særligt mange kendisser var fans af. På trods af sin status som genial modeskaber, lå der dog mørkere sider af Lee Alexander McQueen på lur. Med denne biografi læser man om de kampe, som lå til grunde for de skelsættende kollektioner, og som i sidste ende endte med designerens tragiske selvmord i 2010.

’Alexander McQueen: Blood Beneath the Skin’ er skrevet af Andrew Wilson og er udgivet af Scribner.

Modekongen Holger Blom – en livshistorie

Denne biografi udforsker modeskaberen Holger Bloms historie. Holger Blom åbnede sin systue i 1929, hvor han skabte kjoler frem til sin død i 1965. Holger Blom er måske ikke et bredt kendt navn i Danmark i dag, men dengang skabte han kjoler til stjerner som Lise Nørgaard og Bodil Kjer. Modeskaberen Erik Mortensen, som Designmuseum Danmark sidste vinter havde en udstilling med, var også i lære hos Holger Blom i sin tid. Men hvor Erik Mortensen tog til Paris og kom i lære hos Balmain og senere blev husets chefdesigner, blev Holger Blom for det meste inden for Danmarks grænser. Det betyder imidlertid ikke, at hans historie er en kedelig af slagsen – tværtimod – for han levede et flamboyant liv, som denne biografi portrætterer. På den måde bliver biografien her også et fint portræt af en svunden tid.

’Modekongen Holger Blom – en livshistorie’ er skrevet af Marianne Verge og er udgivet af Gyldendal. Du kan desuden se en udstilling med et udvalg af Holger Bloms kjoler på Skanderborg Museum – i Bloms fødeby – frem til udgangen af 2018.