Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Modeuge

Saks Potts: “Man kan ligeså godt kan have en plan B fra starten”

Når Cathrine Saks og Barbara Potts i aften sender den første model ud på catwalken iført deres tiende kollektion fejrer de samtidig et mini-jubilæum. Meget er sket siden 2015, hvor Saks Potts-duoen havde deres debut. Nu har de lært, at sved på panden er okay og rettidig omhu er key.
Når Cathrine Saks og Barbara Potts i aften sender den første model ud på catwalken iført deres tiende kollektion fejrer de samtidig et mini-jubilæum. Meget er sket siden 2015, hvor Saks Potts-duoen havde deres debut. Nu har de lært, at sved på panden er okay og rettidig omhu er key.

Meget vand er løbet under broen, siden de to unge studerende Cathrine Saks og Barbara Potts i sommeren 2015 stadfæstede sig som en af Danmarks pt mest interessante brands med deres debutshow under Copenhagen Fashion Week. Nu er de tilbage for fjerde gang – og denne gang stærkere end nogensinde før.

Cathrine Saks og Barbara Potts lukker og slukker i aften modeugen med deres show – et show, der ifølge dem selv er både større og mere velorganiseret end tidligere. Og så er det endda et slags mini-jubilæum for de to designere, der vil præsentere deres tiende kollektion under navnet Saks Potts.

Hvad er det vigtigste, I har lært fra tidligere shows, og hvad har i gjort anderledes denne sæson?
“Noget af det, vi har lært, er at planlægge bedre, så vi er sikre på at være i god tid og undgår stress og jag. Det super vigtigt, at man ikke arbejder non-stop i dagene op til et show, men at man også sørger for at få sovet – når det hele går i gang skal man være 100 procent på, og så nytter det ikke noget, at man ikke har sovet i en uge.

Derfor har vi den her gang sørget for at få mere styr på det hele – denne sæson er helt klart den, hvor vi har været mest strukturerede og er mest forberedte. For eksempel har vi for første gang lavet en udførlig plan for de sidste to uger op til showet, hvor vi har skrevet ned, hvad vi selv skal nå, og hvad resten af vores team skal lave op til showdagen. På den måde har vi været sikre på, at vi ikke glemte noget. Rettidig omhu er key!

Men den følelse af nervøsitet og spænding, man får i maven inden et show, forsvinder nok aldrig, lige meget hvor mange vi laver. Der er mange ting, der skal spille sammen. Vi har efterhånden lært, at vi ligeså godt kan lave en plan B fra starten.”

Det er en stor affære at holde et show, hvorfor har I valgt at prioritere det igen denne sommer?
“Vi har altid kun holdt show under sommermodeugen i København, hvilket skete ret tilfældigt tilbage under vores debut i 2015, hvor vi stadig var studerende og dermed havde sommerferie. Senere har det vist sig at give rigtig god mening for os kun at holde show én gang om året herhjemme. Vi har også stort fokus på udlandet og holdt for eksempel en lille præsentation under New York Fashion Week tilbage i februar. Vi synes, det fungerer godt og er super spændende at kombinere forskellige modeuger. Vi vil helst ikke blive for låste, men samtidig har vi selvfølgelig også en stor tilknytning til København og synes, det er dejligt at kunne præsentere vores kollektion i den by, hvor vi startede det hele.

Generelt prioriterer vi at holde show, fordi det giver os mulighed for at vise hele vores univers samlet – ikke bare vores tøj på nogle bøjler, men som del af et stort tema, der gør det mere håndgribeligt og let at forstå. At være showaktuel og derigennem forhåbentlig at blive præsenteret på Vogue Runway giver rigtig meget til brandet, både når det kommer til retail og presse. Vi kan mærke, at der er mange flere, der kender til brandet og har set vores kollektion, når vi har holdt show – ikke mindst fra de sociale medier, når folk lægger billeder op fra dagen – det gør en tydelig forskel.”

Hvad er den største udfordring i at holde et show under modeugen?
“Den største udfordring er, at vi stadig er et relativt lille firma, som ikke har oceaner af ressourcer og ansatte, men samtidig har meget store ambitioner for showet. Det kan godt være svært at få begge to til at gå hånd i hånd. Men vi har allerede lært meget, siden vores debut i sommeren 2015. Nu ved vi, hvor vi kan trække lidt ekstra, og hvor vi kan spare. Men derfor bliver man nogle gange stadig nødt til at tænke lidt kreativt.”

Hvad håber I, at I får ud af showet?
“Showet er for os en succes, hvis vi kan se, at folk bliver inspirerede og glade – og det gælder ligeså meget presse, som familie og venner. Samtidig betyder det også meget for os, at vores ansatte får en succes med det, de har været med til at stable på benene. Det skal helst være en fest for alle, der er involverede.

Derudover håber og forventer vi, at folk bliver overrasket over det, vi skal præsentere. Vi er kommet til kollektion 10, så der er på en måde også et lille jubilæum for os, hvorfor både show og kollektion er markant større end tidligere. Og det glæder vi os til at vise!”

Hvornår har I haft allermest sved på panden?
Barbara: “Når første model går ind på catwalken. Så er der no way back. Der er så meget op til showet, som man går og finpudser på. Men når først musikken spiller, så kan jeg ikke gøre mere. Og det giver virkelig sved på panden. Samtidig er det også det tidspunkt, hvor alt falder på plads og man bliver rolig. Så må man bare håbe, det går.”

Cathrine: “Jeg får mest sved på panden, når jeg vågner om morgenen på showdagen. Man ved bare, at det er en dag, hvor alt skal klappe, men man aner ikke, om at alt går som forventet – også selvom man har gjort alt hvad man kan, for at få alt til at fungere. Det er altid en virkelig spændende dag. Der er så meget, der skal gå op i højere enhed.”

Hvordan mener I, at modeugen kan blive ved med at være relevant?
“Noget af de bedste ved modeugen er alt det, den tiltrækker. Der sker så mange ting udover mode i løbet af den uge, spændende aktiviteter indenfor både mad, kultur og kunst. Det sætter virkelig mange ting i gang. Vi møder rigtig mange, der siger, at de elsker at komme til Copenhagen Fashion Week, fordi der er en lidt mere afslappet modeuge og på grund af den hyggelige stemning. Og det er fedt!

Hvis modeugen skal blive ved med at være relevant, så er det vigtigt, at den hele tiden fornyer sig selv ved at tage godt imod de mange nye talenter og støtte dem i at holde show. Der er mange af vores gæster, som spørger os, hvem de skal se – og her er det vigtigt, at der er nogle unge og mere ukendte designere på showkalenderen, som de store internationale indkøbere måske ikke kender, men som de kan se og blive overaskerede over, hvad danske designere kan.

Med det sagt, så mener vi heller ikke, at man skal glemme de eksisterende designere. Det er også vigtigt at tage hånd om de store og etablerede brands. Der skal helst være god synergi mellem begge – hvis der kun er nye designere, er der heller ikke økonomi til at trække hele hjulet. Modeugen skal fortsat kunne favne begge.”