Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Rodebjer
MODEUGE SS19

"Skandinavien er ikke et kæmpe marked, men det er et godt marked."

Mykke Hofmann og Rodebjer er to af de internationale brands, der debuterer på showscenen under denne sæsons Copenhagen Fashion Week. Vi har talt med de to brands om at prioritere den danske modeuge.
Mykke Hofmann og Rodebjer er to af de internationale brands, der debuterer på showscenen under denne sæsons Copenhagen Fashion Week. Vi har talt med de to brands om at prioritere den danske modeuge.

Copenhagen Fashion Week tiltrækker hver sæson internationale brands til showkalenderen. Sidste sæson debuterede J. Lindeberg på den danske catwalk – sæsonen før var det norske Holzweiler. Men hvad er det, der vækker de udenlandske brands interesse for København som modeby og Copenhagen Fashion Week som modeuge?

“Vi har valgt København, fordi Copenhagen Fashion Week rent forretningsstrategisk passer bedre til os end Stockholm, da den danske modeuge foregår samtidig med, at vi starter med at sælge vores kollektion. Det passer derfor godt med vores salgskalender at have et show her i København på dette tidspunkt. Vi kan rigtig godt lide, at vi præsenterer kollektionen her og så starter indslaget umiddelbart efter showet, i stedet for den anden vej rundt. Jeg synes, at København er stærkere knyttet til salgsdelen end for eksempel Stockholm, hvilket gør det muligt at skabe en positiv synergi mellem show og salg,” fortæller Carin Rodebjer, som stiftede Rodebjer i 1999 og som denne sæson har valgt København som showdestination efter at have vist sin kollektion i New York i mange år og senest under Stockholm Fashion Week.

Også det tyske mærke Mykke Hofmann er for første gang en del af showkalenderen under denne sæsons Copenhagen Fashion Week. De enkle, underspillede linjer og den håndværksmæssige kvalitet karakteriserer det brand, Sedina Halilovic and Jelena Hofmann grundlagde for under to år siden – og det er netop dette skandinaviske udtryk, der fører det unge makkerpar til København. Mykke Hofmann er nemlig langt mere skandinaviske end tyske i deres designtankegang, forklarer Jelena Hofmann, der står for i spidsen for salgsafdelingen for det stadigt unge mærke.

“Vi føler, at det skandinaviske marked er meget relevant for os, og så er det et, vi har fulgt længe. Vi føler, det tiltrækker mange internationale købere og spændende mennesker. København bliver mere og mere en modemetropol. Og så passer København til vores brand-DNA, da vi ser os selv som værende nede på jorden, ydmyge og åbenhjertige – og det er også sådan, vi opfatter København. Derudover synes vi, at der er en god synergi mellem de forskellige aktører i branchen. Det virker som om, man arbejder sammen på tværs af messer, modeuge og PR-bureauer,” forklarer Jelena Hofmann og uddyber:

“Vi har tidligere vist i Berlin, da det virkede åbenlyst at prøve kræfter med vores hjemland, men i realiteten er ingen fra Mykke Hofmann-teamet fra Tyskland, så vi føler egentlig, at Berlin har mistet relevans for os som brand – og så er Tyskland heller ikke vores hovedmarked.”

Èn by, to målsætninger
For begge brands handler deltagelsen ved Copenhagen Fashion Week i høj grad om at komme i kontakt med pressen, og så er den et led i en større strategisk satsning. Som et ungt brand kæmper Mykke Hofmann for at komme ind på det kræsne skandinaviske marked, og for Rodebjer handler det om at manifestere sin skandinaviske position, så de kan ekspandere til andre europæiske markeder. De to brands vil med andre ord bruge København som et springbræt – men i hver sin retning.

“Rodebjerg vokser i Skandinavien. Vi åbner butik i Oslo til september og laver vores præsentation i København nu her. Man kan sige, at det på en måde er vores skandinaviske år. Vi har oplevet en stærk og stabil vækst i de senere år, hvilket vi især kan takke netop det skandinaviske marked for. Det er noget, vi vil fejre i denne skønne by, hvor vi kan møde indkøbere, presse og venner af brandet. Og så er København blevet en form for modecentrum for den internationale branche, hvilket kan hjælpe os i vores fortsatte søgen efter nye horisonter og ekspansionsmuligheder i andre europæiske markeder,” siger Carin Rodebjer.

For Jelena Hofmann og resten af Mykke Hofmann-teamet er valget af København i høj grad også et praktisk et af slagsen. For dem handler det om kroner og ører, samt hvor man som ungt brand kan få mest for pengene. At holde et show i modemetropolerne Paris, Milano og London kan være en dyr affære – og så risikerer man endda at drukne mellem mængden af brands. Netop derfor passer København bedre, mener Jelena Hofmann – for København har åbne arme.

“Det handler egentlig om, hvordan vi bedst bruger de penge, vi har til rådighed. Og der føler vi måske ikke, at hverken Paris, Milano eller London er så åbne over for at integrere nye brands i deres modeuge, så det ville være spild af penge,” siger hun og fortæller, at de dog ikke har været hele alene om at realisere drømmen om deres danske debut:

“Vi har arbejdet sammen med den danske afdeling af Agency V op mod denne visning i København. Og vi har allerede arbejdet med skandinaviske influencere i et halvt års tid nu, så vi har tyvstartet lidt. Skandinavien er ikke et kæmpe marked, men det er et godt marked. Desværre for os, har vi endnu ikke en salgsbase i her, men vi mener, der er et godt potentiale for os her. Vi mangler en god salgspartner, fordi markedet her er lidt fragmenteret. Vi føler, at skandinaverne helst vil arbejde sammen med andre fra de nordiske lande, hvorfor det kan være svært at sælge direkte til det marked. Så vi skal have skabt forbindelsen, og det håber vi, at deltagelsen ved Copenhagen Fashion Week kan muliggøre.”

Fokus på det intime
For begge brands gælder det, at deres debut under Copenhagen Fashion Week ikke bliver shows i den traditionelle forstand. De satser i stedet begge på det mere intime, som en præsentation kan give.

“Vi vælger en præsentation over et reelt show, da vi med dermed kan skabe noget mere intimt og lettere kan vise vores kollektion. Vores format vil nemlig give folk mulighed for at komme helt tæt på modellerne og derfor også tøjet. Vi er fortalere for åbenhed og transparens og opfordrer publikum til at gå tæt på, så man kan se og mærke det håndværk og den kærlighed, der er lagt i skabelsen af hvert stykke design. Og hvis man kigger grundigt efter, kan man også se, at der er et name-tag i hver style med navnet på den person, der har lavet den. Dét kan vi vise meget bedre via en intim præsentation end et show,” forklarer Jelena Hofmann, der bakkes op af Carin Rodebjer, hvis præsentation også bygger på et ønske om at komme tættere på publikum.
“Vi laver en ny, sjov og interaktiv præsentation i en mere intim opstilling sammenlignet med et traditionelt modeshow. Jeg forventer derfor også, at det vil give anledning til at møde nogle nye mennesker. Vi har vist i New York i mange sæsoner og Stockholm i fire sæsoner, og nu var det på tide med nye eventyr,” slutter Carin Rodebjer.

Både Mykke Hofmann og Rodebjers præsentation fandt sted tirsdag den 7. august.