Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Modeuge

Boozt.com og CFW inviterer til åbent modeshow

Modeugen er ikke kun forbeholdt indkøbere, kendisser og modepresse – Boozt.com og Copenhagen Fashion Week skyder i dag ugen i gang med et stort modeshow, der er åbent for offentligheden.
Modeugen er ikke kun forbeholdt indkøbere, kendisser og modepresse – Boozt.com og Copenhagen Fashion Week skyder i dag ugen i gang med et stort modeshow, der er åbent for offentligheden.

Modeugen står for døren, og det betyder, at København vrimler med designere, internationale indkøbere og presse, når danske og nordiske brands skal fremvise deres nye kollektioner – fremvisninger, der som regel er forbeholdt branchen. Men denne sæson vil Copenhagen Fashion Week fortsætte deres igangværende strategi om at åbne modeugen mere op for slutforbrugerne med et eksklusivt show i samarbejde med Boozt.com.

Modeugen skydes nemlig i gang i dag med ’The CFW x BOOZT SHOW’. Her vil alle brands på den officielle showkalender vise udvalgte styles fra aw18-sæsonen frem på en catwalk – og alle er inviteret. Det er modeeksperterne Uffe Buchard og Melanie Buchhave, der har udvalgt de bedste AW18-styles fra både erfarne brands og nye talenter – en liste, der tæller navne som Ganni, Baum und Pferdgarten, Saks Potts, MUF10, Cecilie Bahnsen og Blanche. Efter showet kan publikum købe samtlige styles online.

“Vi er meget stolte over at kunne åbne modeugen med et show, der tager modeelskere med indenfor. I Danmark har vi jo nogle meget modeinteresserede kvinder og mænd, som ikke blot er med til at sætte modetrends internationalt med deres stil, men som også er meget loyale over for de danske og skandinaviske brands. Disse forbrugere er med til at eksponere og løfte den danske modescene, for i sidste ende har mode jo kun en værdi, hvis der er nogen, der køber produkterne. Derfor synes vi, det er vigtigt, at modeugen også bringer brands og forbrugerne tættere sammen” siger Peter G. Jørgensen, medstifter og CMO hos Boozt.com, i en pressemeddelelse.

En indragende modeuge

Siden Boozt.com i januar indgik deres treårige partnerskab med Copenhagen Fashion Week, har de arbejdet på at realisere deres vision – at give tilbage til de nordiske brands med en forstærkning af rammerne for modeugen. Derudover er det vigtigt for Boozt at bakke op om Copenhagen Fashion Weeks ambition om at skabe et åbent og borgerinddragende modeuge-program.

”På Copenhagen Fashion Week sætter vi en ære i at være den inddragende modeuge, og således har vi gennem årene løbende udviklet og udvidet mulighederne for vores åbne program. Med dette show inviterer vi borgerne med til modeugen på første række – og helt ekstraordinært kobler vi nu den brancheorienterede del af modeugen endnu tættere til det åbne program ved at trække en lige linje til den officielle showkalender. Koblingen skaber en synergi i vores stadig tættere samarbejde med de danske og nordiske brands,” supplerer Copenhagen Fashion Weeks CEO, Camilla Frank.

Showet finder sted i dag, mandag den 6. august, klokken 16.00 i BLOX på Bryghuspladsen 8, 1473 København K. Billetterne til showet sælges i begrænset antal til en pris af 95 kroner. Køb din billet her.

Har du ikke mulighed for at deltage i showet, livestreames det også på Boozt.coms Instagram-profil samt på Boozt.com og Copenhagen Fashion Weeks Facebook-sider.