Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Ugen i mode – Sustainable Edition

I denne uge satte Copenhagen Fashion Summit endnu en gang ansvarlighed på dagsordenen i modebranchen – og det præger også ugens korte nyheder, der byder på alt fra et nyt bæredygtigt samarbejde og butikskoncept, til solbriller lavet af plastikaffald og en grøn designkonkurrence.
I denne uge satte Copenhagen Fashion Summit endnu en gang ansvarlighed på dagsordenen i modebranchen – og det præger også ugens korte nyheder, der byder på alt fra et nyt bæredygtigt samarbejde og butikskoncept, til solbriller lavet af plastikaffald og en grøn designkonkurrence.

Et certificeret samarbejde

Freya Dalsjø har alle dage haft den bæredygtige agenda tæt til hjertet – og det beviser hun nu igen. Den danske designer har i denne uge lanceret en bæredygtig minikollektion i samarbejde med den tidligere topmodel – og bæredygtige modefortaler – Lindsey Wixson. Kollektionen er lavet i rene naturmaterialer af bomuld, silke og uld fra Italien, Holland og Tyskland, som alle er GOTS-certificerede. Derudover er der også brugt overskydende materialer af bomuld og silke fra brandets tidligere kollektioner i det nye design.

Kollektionen kan købes eksklusivt på Freya Dalsjøs nye webshop, der blev lanceret i forbindelse med det nye samarbejde, så længe lager haves.

So last season

Der er mange måder at tænke bæredygtigt på – en af dem er at ruske op i modebranchens ellers så fasttømrede sæsoner og trendfiksering og dermed give tøjet en længere levetid. Det er blandt andet ambitionen for Christina Wiesner, der står bag et helt nyt last season-butikskoncept, kaldet EDIE. Her kan kunder købe sidste sæsons varer fra forskellige danske brands, heriblandt Gestuz, Custommade, 2ndday, Notes du Nord, Stig P og Hofmann Copenhagen – alt sammen til 50 procent af udsalgsprisen.

EDIE har adresse på Kompagnistræde 10 i Indre By i København og åbner officielt dørene i dag.

Og de nominerede er…

Igen i år afholdes den bæredygtige talentkonkurrence Redress Design Award, som faciliteres af miljø-NGO’en Redress, og som har til formål at reducere tekstilspild og derved mindske industriens miljømæssige fodaftryk. Og i denne uge kunne Redress løfte sløret for dette års finalister – et hold, der byder på designtalenter fra både Israel, Filippinerne, Hong Kong, Australien og ikke mindst Danmark. Danske Lea Mose Svendsen fra Designskolen Kolding er nemlig en af de i alt 11 finalister, som skal designe en minikollektion bestående af fem designs, og som er med i kapløbet om vindertitlen, når en international jury, bestående af navne som Orsola de Castro, medstifter af Fashion Revolution, Roger Lee, CEO i TAL Group, og Bandana Tewari, chefredaktør på Vogue India, udpeger vinderne den 6. september 2018.

Læs mere om konkurrencen og se alle årets finalister her.

Nyt sustainable marked i byen

Reffen er navnet på det nye projekt på Refshaleøen, der – med inspiration og erfaringer fra det tidligere PapirØen – har til formål at skabe nye muligheder for kreative iværksættere og madentreprenører – alt sammen med et bæredygtigt afsæt. Udover gastronomiske oplevelser, vil Reffen også give plads til små og mellemstore kreative værksteder indrettet i containere, hvor stadeholderne kan producere, udstille og sælge deres bæredygtige produkter. Derudover vil den nyindrettede Refshaleø tage yderligere del i den grønne bølge med fokus på loppemarkeder, fællesmiddage og talks.

Reffen åbner officielt i dag.

Et grønnere hjem

Den danske designer, Stinne Gorell, er kendt for sine bæredygtige strikvarer, men nu udvider hun repertoiret. Brandet har netop offentliggjort, at de er klar til at lancere både en herre- og børnetøjslinje og ikke mindst boliginteriør – alt sammen lavet efter samme høje krav til både materiale og produktion, som Stinne Gorells øvrige kollektioner.

Kollektionerne kan købes allerede nu på brandets webshop.

Slut med plastik i verdenshavene

Hvad den mexicanske ølvirksomhed Corona og miljøorganisationen Parley for the Oceans har til fælles, er måske ikke åbenlyst. Men de to har tidligere arbejdet sammen i deres fælles ambition om at mindske plastikaffald i havet – og nu gør de det igen. Corona og Parley for the Oceans har netop offentliggjort en kreativ fundraising-platform ved navn Clean Waves, der har til formål at øge brugen af miljøvenlige materialer indenfor mode og design. Projektets første lancering er en kollektion af solbriller, som er fremstillet af Parley Ocean Plastic®, og som hver især har indgraveret geografiske koordinater på et specifikt sted i verden, der er påvirket af plastforurening, og som kunden hjælper med at beskytte med sit køb.

Kollektionen bliver solgt på Net-a-Porter og for hver 100 sæt solbriller, der bliver solgt, vil Corona og Parley for the Oceans tilføje en ny ø til deres eksisterende projekt, 100 Islands Project, der har til formål at beskytte øen mod plastforurening i et år.