Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

Louis Vuitton headhunter hypet Off-White-designer

Virgil Abloh har takket ja til at overtage efter Kim Jones og sætter sig i stolen, som det franske modehus’ nye kreative direktør på herresiden.
Virgil Abloh har takket ja til at overtage efter Kim Jones og sætter sig i stolen, som det franske modehus’ nye kreative direktør på herresiden.

I starten af det nye år kom nyheden, at Kim Jones ville forlade sin post efter syv år i stolen som kreativ direktør for Louis Vuitton Men’s. Men nu er den franske modegigants nye herredesigner fundet.

Moderkoncernen LVMH har netop offentliggjort, at Louis Vuitton har udpeget Off-White-stifter Virgil Abloh som deres nye kreative direktør for herrekollektionerne. Det skriver LVMH i en pressemeddelelse.

“Jeg har fulgt Virgil og hans blomstrende karriere med stor interesse, siden vi arbejdede sammen hos Fendi i 2006. Jeg er meget begejstret over at se, at hans naturlige talent og nyskabende tilgang har gjort ham så relevant, ikke bare i modeverdenen, men i populærkulturen i dag. Hans forståelse for luksus og savoir-faire bliver en vigtig del af at bringe Louis Vuittons herretøj ind i fremtiden,” udtaler Michael Burke, CEO hos Louis Vuitton.

Den efterhånden hypede designer – og multikunstner – er især kendt for sine mange samarbejder, heriblandt med Byredo, Jimmy Choo, Moncler og Sunglass Hut. Udover at have stiftet Off-White, har Virgil Abloh også slået sine kreative folder hos andre modehuse, heriblandt Fendi, hvor han foruden Michael Burke, også kunne kalde Kanye West for sin kollega.

“Det er en ære at takke ja til stillingen som kreativ direktør for herretøj hos Louis Vuitton. Modehusets arv og kreative integritet er store inspirationskilder for mig, som jeg vil skabe referencer til, samtidig med at jeg drager paralleller til moderne tider,” tilføjer den nyudklækkede Louis Vuitton-designer.

Virgil Abloh tiltræder stillingen med det samme og vil præsentere sin første kollektion for modehuset i juni under herremodeugen i Paris.