Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Nyt detailkoncept ser dagens lys

Aismo Fashion Store i Aalborg har med inspiration fra USA og London ført et nyt butikskoncept til Danmark, der tilbyder modevirksomheder at beholde 100 procent af indtjeningen fra deres egne varer.
Aismo Fashion Store i Aalborg har med inspiration fra USA og London ført et nyt butikskoncept til Danmark, der tilbyder modevirksomheder at beholde 100 procent af indtjeningen fra deres egne varer.

Aismo Fashion Store er navnet på en ny herretøjs multibrand-butik, der som den første i Danmark vil tilbyde brands at beholde 100 procent af indtjeningen på alle de varer, de sælger. Mere specifikt går konceptet ud på, at brands lejer sig ind i butikken til en fast rate og til gengæld får mulighed for at sælge deres tøj uden at skulle give en bid af kagen videre til forhandleren – ifølge butikkens stifter og ejer, Theis Hollænder, kan det være en løsning for modevirksomheder til at få en succesfuld forretning på benene, uden at en stor del af omsætningen skal bruges på at betale en mellemmand.

“Som tidligere ejer og stifter af et modebrand ved jeg, hvordan det er at skulle frigive sin frihed over egne produkter og rigtig meget af sin indtjening for at kunne sælge igennem retail,” siger han til Retail News, og uddyber:

“Jeg ønskede derfor at skabe en retail-butik, hvor brand og brandejer bibeholder samme indtjening, som hvis de solgte igennem egen butik eller webshop,” fortæller Theis Hollænder videre.

En attraktiv løsning

Ifølge Theis Hollænder, der tidligere har stiftet og senere videresolgt urmærket Lewis Mumford Watches, bliver Aismo Fashion Store den første af sin slags herhjemme, hvorimod konceptet allerede eksisterer i USA og London.

Formålet er ikke at skabe en shop-in-shop, men derimod at gentænke butiksformatet, så man ikke brænder inde med et stort varelager, og så de forskellige brands har mulighed for jævnligt at skifte deres varer ud – og det ser ud til at være en attraktiv løsning for flere store modevirksomheder. Allerede nu er Theis Hollænder ved at lukke aftaler med en lang række både danske og udenlandske brands, heriblandt Maison Kitsuné, Sandqvist, Valentino og Versace samt danske Soulland, sur le chemin og WEARECPH.

“Jeg troede først, at det var de små ukendte brands, der ville være interesserede i et samarbejde. Men det er faktisk de store og mere kendte, der har vist interesse,” siger han til aalborg:nu og fortæller, at butikkens placering i Nordjylland også har været udslagsgivende for den store interesse.

“Jeg forhandler med flere, hvor Aalborg ikke er stor nok til, at de vil åbne en hel butik, og hvor mit koncept derfor bedre passer brandets behov,” afslutter Theis Hollænder, som desuden mener at have fundet et hul i markedet i Aalborg til butikker som eksempelvis Stoy i Aarhus og Storm i København, der begge har fungeret som inspirationskilder til den nye butik.

Aismo Fashion Store åbner den 31. marts på Søndergade i Aalborg.