Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

LVMH og Kering øger indsatsen for modellers sundhed

Luksusgiganterne LVMH og Kering har i fællesskab lanceret WeCareForModels.com, hvor modeller kan søge råd og vejledning om fysisk såvel som psykisk trivsel.
Luksusgiganterne LVMH og Kering har i fællesskab lanceret WeCareForModels.com, hvor modeller kan søge råd og vejledning om fysisk såvel som psykisk trivsel.

LVMH og Kering er, efter succesen med deres fælles modelcharter tilbage i september, igen gået sammen – denne gang om lanceringen af onlineportalen WeCareForModels.com, som har til formål at øge indsatsen for modellers fysiske og psykiske velbefindende. Det skriver Business of Fashion.

Platformen vil være henvendt direkte til modellerne og indeholde råd om blandt andet kost og mental sundhed. Derudover har flere af industriens største spillere, som designer Stella McCartney og Guccis administrerende direktør, Marco Bizzari, bidraget til hjemmesiden i form af personlige støttehilsner til modellerne.

”Vores mål er at inspirere til reelle forandringer i modeverdenen ved at eliminere visse adfærdstyper og praksisser, der ikke passer sammen med vores værdier og samtidig opfordre modeller til at spille en aktiv rolle i at forme disse forandringer,” skriver LVMH og Kering på WeCareForModels.com om baggrunden for initiativet.

Ifølge de to koncerner kan den nye hjemmeside være med til at styrke det allerede lancerede modelcharter, der har fokus på forbedrede arbejdsvilkår samt respekt for modellers fysiske og mentale velbefindende ved at gøre det muligt for modellerne selv at tage aktiv del i forandringen.

”Vi mener, at denne hjemmeside kan bidrage til at nå disse mål. Vores ønske er, at siden skal tilbyde nem adgang og navigation til modeller fra deres arbejdsplads, på rejsen, i pauser og så videre. Både for at bidrage med information men også for at lade dem dele erfaringer og give dem gode råd fra fagfolk,” skriver de videre.

Det er dog ikke kun på den franske modescene, at der arbejdes for modellers ve og vel. Også i Danmark ydes der en kæmpe indsats på denne front, hvor især Danish Fashion Institute er gået forrest. De har efter lanceringen af Modebranchens Etiske Charter i 2007 både indført og udvidet deres sundhedstjek af modeller samt for nylig tilføjet en ny diversitetsværdi med henblik på at fremme flere typer af skønhedsidealer i branchen. Et lignende charter er også indført i Sverige, hvor Swedish Fashion Council og Association of Swedish Fashion Brands går forrest.

Besøg WeCareForModels.com her.