Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

MINIATURE ansætter ny kreativ direktør

Den danske børnetøjsvirksomhed har for første gang i 15 år foretaget en udskiftning i den kreative top med ansættelsen af Luisa Elvira Traina som ny kreativ direktør.
Den danske børnetøjsvirksomhed har for første gang i 15 år foretaget en udskiftning i den kreative top med ansættelsen af Luisa Elvira Traina som ny kreativ direktør.

Børnetøjsbrandet MINIATURE har netop løftet sløret for en udskiftning i den kreative ledelse, med ansættelsen af Luisa Elvira Traina, som kreativ direktør. Det skriver brandet i en pressemeddelelse.

Luisa Elvira Traina er uddannet fra London College of Fashion og har mere end 15 års erfaring fra store trendbureauer og modehuse – både herhjemme, men også internationalt for virksomheder som WGSN, Fashion Snoops og BESTSELLER. Siden 2015 har hun desuden arbejdet som kreativ konsulent i egen virksomhed, hvorigennem hun blandt andet har arbejdet med kunder som Birger Christensen, ONLY, Paula Cademartori, Mark Kenly Domino Tan, PLAYTYPE og Walt Disney.

Fremover skal hun lede MINIATUREs kreative afdeling, hvorfra hendes første lancering bliver brandets AW18-kollektion, som rammer markedet i august 2018. Målet er at give MINIATURE et kreativt ansigtsløft samt sikre den fremtidige vækst i virksomheden.

“Efter 15 år på markedet var det afgørende, at vi fik kapret Luisa for at hjælpe med at ryste posen, genopfriske MINIATUREs DNA og forny vores identitet. Luisa har både de kvaliteter og den vision, der er nødvendigt for at bringe et nyt nutidigt perspektiv til MINIATURE og føre mærket ind i et spændende nyt kapitel,” lyder det fra ejer Signe Tholstrup i pressemeddelelsen.

Også Luisa Elvira Traina selv, ser frem til at påtage sig sin nye rolle.

”Jeg er rigtig glad for at få muligheden for at arbejde med MINIATURE. Jeg har en international trend- forecasting baggrund, og en stor del af mit arbejde har handlet om at skubbe folks grænser. I et marked som Danmark, hvor folk klæder sig mere sikkert og helst ikke vil skeje sig ud, er det perfekt for mig at arbejde med børnetøj. Børneuniverset er meget mere legende, hvor jeg her får plads og mulighed for at udfolde mig. Jeg er utrolig glad for den tiltro og opbakning, jeg har fået af Signe. Der er et stort internationalt potentiale hos MINIATURE, som jeg håber på at kunne være med til at indfri,” supplerer hun.

MINIATURE har tidligere haft Anne Kathrine Lemvigh Montag som chefdesigner og takker hende i pressemeddelelsen for hendes mangeårige bidrag til virksomheden.