Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Navne

Nicholas Nybro modtager Gauguins Fondens legat

Den danske designer er første beklædningsdesigner, der får Martha og Paul René Gauguin Fondens legat på 35.000 kroner – tidligere er det primært givet til kunstnere og kunsthåndværkere.
Den danske designer er første beklædningsdesigner, der får Martha og Paul René Gauguin Fondens legat på 35.000 kroner – tidligere er det primært givet til kunstnere og kunsthåndværkere.

Kunsthistoriker og kunstkritiker Trine Ross og tekstildesigner Astrid Krogh har valgt på vegne af Martha og Paul René Gauguins Fonden, at Nicholas Nybro skal have tildelt legatet, der hvert år gives til kunstnere og kunsthåndværkere.

Torsdag den 30. november modtog han legatet på 35.000 kroner, og hans PR bureau lagde hus til overrækkelsen, hvor Trine Ross og Astrid Krogh – der har indstillet og udvalgt ham – fortalte om, hvorfor en beklædningsdesigner fortjener sådan et legat.

”For det første er Nicholas Nybro et fantastisk talent. Han arbejder i krydsfeltet mellem kunst og design, og da vi så hans sidste show, tænkte vi, at det her burde alle billedhuggere se, for det var ekstremt skulpturelt. Når det er udført rigtigt, er det fantastisk at se – og så er det mere end bare tøj,” siger Astrid Krogh.

Selv er Nicholas Nybro overrasket, men stolt over at modtage legatet:

”Det var fantastisk at få legatet især taget i betragtning af, at den ofte går til billedkunstnere. Det er også positivt, at vi i modebranchen bliver anderkendt for, at vi ikke kun er kommercielle, men også kunstneriske. På det personlige plan er det selvfølgelig og rart, at folk ser det, man laver.”

Legatet blev uddelt første gang i 1985, og tidligere modtagere tæller industriel designer Louise Campell, museumsdirektør på Ordrupgaard og forfatter Anne-Birgitte Fonsmark, scenograf Jesper Corneliussen, samt maler og grafiker Steffen Jørgensen. Nicholas Nybro bliver derved en del af et fornemt selskab, hvor han som beklædningsdesigner dog står alene – eller rettere sagt, har slået døren ind.

”I denne her verden er der tendens til, at kunst og design er to forskellige ’kasser’, som kunstnere kan sættes i, og det kan godt være meget opdelt. Men kunst er i krydsfeltet og kan derved inspirere begge veje. Derfor er det vigtigt at anerkende Nicholas Nybros arbejde,” siger Astrid Krogh.

Hun og Trine Ross er i dag ansvarlige for at uddele Martha og Paul René Gauguins Fondens årlige legat, og de havde flere forskellige kunstnere oppe at vende i processen omkring at udvælge årets modtager. Det endelige valg faldt som sagt på Nicholas Nybro, der har planer om at bruge pengene på et projekt, som han fik ideen til, da Ghita Nørby bar af hans kjoler til bal hos Dronningen på Christiansborg i marts 2016.

”Jeg vil bruge legatet til at forske i, hvordan vi forholder os til mode og æstetik, og hvordan vi får folk i tale omkring de to tematikker. Da Ghita havde den røde kjole på, skabte det en masse furore og debatten var ikke kun forbeholdt modebranchen – almindelige mennesker, der ikke tidligere har forholdt sig til mode og æstetik, fik pludselig en mening, og det var meget interessant at følge udviklingen. Moden skal ikke kun være forbeholdt en lukket kreds eller eliten. Dét vil jeg bruge min energi på og hellige mig til, idet jeg holder en pause fra en klassiske produktion af to halvårlige sæsonproduktioner,” siger han.