Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

”Jeg vil hellere have færre penge og mere frihed”

Gode mennesker og mavefornemmelser er Kristine Holgaards tro følgesvende i skovirksomheden Ivylee, der har været igennem en forretningsskilsmisse og nu er klar til at stå på egne ben.
Gode mennesker og mavefornemmelser er Kristine Holgaards tro følgesvende i skovirksomheden Ivylee, der har været igennem en forretningsskilsmisse og nu er klar til at stå på egne ben.

I starten af august åbnede Ivylee internetdørene til en webshop i eget navn – den første af slagsen for brandet. Webshoppen har været undervejs i et stykke tid, fordi der har været mange andre ting i virksomheden, der skulle falde på plads inden, og fordi ejer Kristine Holgaard ville gøre det ordentligt.

”Jeg har ikke kunne overskue det før nu. Det bliver vores vindue og stemme udadtil, og derfor skal det spille,” siger hun om, hvorfor hun i begyndelse var lidt tilbageholdende over for projektet.

Det giver dog rigtig god mening for Ivylee, der indtil nu udelukkede er blevet solgt wholesale, at have sin egen salgsplatform. Men det er ikke kun på salgsfronten, at en webshop er givtig for Kristine Holgaard.

”Det giver mig nogle muligheder for at teste produkter af, uden at de skal i kollektionerne. Jeg kan reagere hurtigere og behøver ikke vente et halvt år på feedback. Det skulle gerne betyde, at jeg kan være mere til stede, lige her og nu,” siger hun.

Indtil videre er det gået overraskende godt. Salget kører hver dag og flere markeder, hvor Ivylee ikke er repræsenteret, har genereret stor trafik.

”Det er spændende, men også et kæmpe arbejde – ikke blot det at pakke og sende varer ud. Men oplevelsen af at være i direkte kontakt med forbrugeren er guld værd for os og giver os et helt andet indblik i, hvad der er populært hos slutforbrugerne og ikke blot indkøberen,” fortæller Kristine Holgaard om webshoppens første levetid.

Skoen, der ville ud i verden
Kristine Holgaard er ydmyg i sin tilgang til det at drive forretning, og der er mange elementer som selvstændig erhvervsdrivende, hun har lært ad hoc. Det med både at have designerrollen og CEO-rollen samtidig, har været en proces, som har taget tid. En proces, der stadig er i gang og som ikke er den typiske femårsplan nedskrevet på papir. Selvom Kristine Holgaard har været i modebranchen i 16 år og mange ting sidder på fingerspidserne, så er det først for nyligt, at hun både har skulle agere designer og CEO i egen virksomhed.

”Jeg er meget spontan. Det er sikkert ikke særlig smart, og jeg burde være mere strategisk. Men ønskescenariet er at være omgivet af mennesker, der forstår projektet, og som vil mig. At have mennesker omkring mig, der er engagerede, hvor vi løfter i flok,” fortælle Ivylee-designeren fra kontoret på et solrigt hjørne på Østerbro, der foruden hende, huser to fastansatte medarbejdere, praktikanter og tilknyttede freelancere.

Egentlig var det slet ikke meningen at Ivylee skulle sælges i Danmark – eller Europa for den sags skyld. Kristine Holgaard startede virksomheden op sammen med en dansk distributør i Australien i 2012 – Ivylee skulle indtage den sydlige halvkugle, der var vilde med skandinavisk design. Ejerskabet var 50/50 mellem Kristine og hendes danske partner i Australien. Hun var ansvarlig for design og brandidentitet, han for salg og distributionen.

”Rollefordelingen var derudover lidt løs og ud fra ’det-tager-vi-hen-ad-vejen’-devisen,” husker hun.

Og skoene gjorde sit indtog med stor succes. Så stor, at andre markeder fik øjnene op for brandet, uden at Ivylee-holdet gjorde noget for det.

”En tysk agent kontaktede os. Så en amerikansk distributør og derefter en hollandsk. Jeg var nok lidt benovet over, at de ville sælge mit designs og tænkte: ’Det skal vi da bare’,” fortæller Kristine.

Hvad hun ikke vidste var, hvad hun gik ind til. For aftalen med hendes partner var, at han tog sig salg og distribution – i Australien vel at mærke. Så da Kristine åbnede op for de europæiske markeder, stod hun pludselige med ansvaret selv – for design og salg.

”Jeg åbnede en dør, det ikke var planlagt skulle åbnes, og jeg var ikke klar over omfanget. At åbne op for Europa betød, at pludselig skulle der laves både sommer- og vinterkollektioner samtidig. Der kom flere og flere markeder på – så jeg havde min designeropgave, som aftalt – men nu skulle jeg også lave ’hans’ arbejde på de europæiske markeder. Så der blev knoklet,” husker Kristine om perioden, hvor Ivylee gik fra at have ét hjemmemarked, nemlig Australien, til at have otte-ni markeder rundt om i Europa og USA.

Det betød, at foruden at skulle designe kollektioner, der passede til alle markeder, så skulle Kristine også rundt på messer og holde møder med agenter, sende varer ud og hive betalinger hjem.

”Jeg var – og er stadig – mest udfordret på salgsdelen. Jeg er først og fremmest designer, men bliver nødt til også at være involveret i salgsprocessen. Ivylee ligger i cirka 160 butikker verden over, og det tager tid at servicere med administration, betalinger, kommunikationen, PR, bloggere. Det er tydeligt, at de markeder, hvor agenterne er involveret med feedback og sparring, de markeder vækster. Der hvor samarbejdet ikke klikker fuldstændigt, bliver jeg lidt tilbageholdende, og det kan godt betyde, at tingene kommer til at gå i stå.”

Nye tider
Kristine Holgaards erfaring spænder bredt. Hun har været en del af Dico over to omgange, designet for Magasin, Margit Brandt og Becksöndergaard, og været produktionsansvarlig i Soulland. Hun har oplevet, hvordan modebranchen går op og ned, hvordan gode mennesker kan knække halsen på for store projekter, og på trods af at hun aldrig drømte om at være selvstændig, så er det på den hylde, hun har fundet sig til rette. Den dag i dag er Kristine Holgaard og hendes australske forretningspartner gået hvert til sit, har et almindelig brand/distributør-forhold og er ude af hinandens økonomi.

”Vi kom til et punkt, hvor vi blev enige om at splitte op, selvom det er aldrig sjovt at skulle skilles” fortæller Kristine og fortsætter:

”Australien har altid været mit udgangspunkt og det er vores største marked. Jeg sætter stor pris på det, vi har skabt der og det er en del af vores DNA, som vi altid vil dyrke.”

Fremtiden for Ivylee byder på masser af muligheder. Lige nu fokuserer Kristine Holgaard særligt på identiteten og kernen af brandet. Her er pris vigtig, lige som genkendelighed i designet er det. For konkurrencen stiger, og der er meget fokus på sko – mange tøjbrands, er eksempelvis begyndt at have deres egne sko i kollektionerne.

”Nu handler det om at nurse brandet og blive ved med at finjustere det samt fortsætte webshoppens udvikling. Vi skal arbejde på relationen til vores samarbejdspartnere – og prioritere det der er godt, og skære det fra, der ikke fungerer,” siger Kristine Holdgaard og tilføjer til sidst:

”Jeg er udfordret, når det kommer til strategi. Men jeg oplever, at jeg høster frugten af, at jeg har bygget Ivylee op om min egen person. Jeg vil hellere have færre penge og mere frihed. Jeg vil hellere have ansatte og ikke skulle arbejde hele tiden. Det er endnu ikke lykkedes helt, men det bliver dejligt, den dag det sker,” griner Kristine.