Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Danskerne er på færre sociale medier

En ny undersøgelse af danskernes medievaner viser, at flere dedikerer sig til ét socialt medie, og at Facebook er det foretrukne i Danmark, selvom modebranchen synes at foretrække Instagram.
En ny undersøgelse af danskernes medievaner viser, at flere dedikerer sig til ét socialt medie, og at Facebook er det foretrukne i Danmark, selvom modebranchen synes at foretrække Instagram.

Sociale medier har længe været et effektivt redskab for virksomheder til at markedsføre sit brand eller produkter – og herunder er modebranchen ingen undtagelse. Især Instagram har vist sig som et af de vigtigste sociale medier inden for salget af tøj for både PR-bureauer, brands og i selve detailleddet, der i stigende grad drager nytte af de modeinteresseredes brug af den populære billedapplikation.

En helt ny undersøgelse, foretaget af Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen tager pulsen på det sociale mediebillede i Danmark anno 2017. Ifølge undersøgelsen, der er en del af projektet ’Rapportering om mediernes udvikling i Danmark’, er andelen af danske brugere af sociale medier, der nøjes med ét enkelt socialt medie, steget. I 2016 benyttede 28 procent kun ét af de syv forskellige medier, der indgår i undersøgelsen, i løbet af en uge – et tal, der er steget til 37 procent i 2017 – ligesom at antallet af danskere, der bruger to eller over tre sociale medier, også er faldet.

Undersøgelsen, der er baseret på 5699 besvarelser fra danskere i alderen 16-89 år, viser desuden, at mere end ni ud af ti af de brugere, der kun bruger ét socialt medie, foretrækker Facebook over Instagram, LinkedIn, Snapchat, Twitter, WhatsApp og Pinterest.

Facebook har overtaget
Ifølge den nye undersøgelse, har Facebook fat om majoriteten af danskerne. 66 procent har brugt Facebook mindst én gang i løbet af en uge, sammenlignet med Snapchat og Instagram, der benyttes af omkring hver fjerde ugentligt. Derudover er Facebook også det medie, hvor der er den største daglige frekvens, nemlig 72 procent, hvorimod lige godt halvdelen logger ind på Snapchat og Instagram hver dag.

En af grundene hertil er muligvis, at Facebook i stigende grad adopterer mange af de funktioner, som de øvrige sociale medier specialiserer sig i, og dermed i højere grad kan stå alene, vurderes det i den nye rapport. Det gælder for eksempel de populære livefunktioner, kaldet ’stories’, som i forvejen kan bruges på henholdsvis Instagram og Snapchat.

På trods af Instagrams rolle som førende modemedie, er der altså stadig god grund til at huske Facebook i sin sociale medie-strategi. Det viser sig nemlig også, at der er en sammenhæng mellem, hvor ofte man er online på Facebook og hvor ofte man handler på nettet. Ifølge Kulturstyrelsens undersøgelse har 77 procent af de daglige Facebook-brugere købt varer på internettet inden for de seneste tre måneder, hvorimod kun 71 procent af de ugentlige Facebook-brugere har gjort det samme.

Generelt er der dog stadig god gang i de sociale medier blandt danskerne. Ifølge rapporten bruger 75 procent af dem, der er på internettet, også sociale medier – en lille stigning fra sidste år, hvor tallet var på 74 procent, hvorimod det i 2014 kun var 67 procent af internetbrugerne, der havde fundet vej til de sociale medier.