Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Cecilie Bahnsen: ”Jeg er virkelig rørt og beæret”

Den danske designer får endnu en gang stor ros for sit designvirke – denne gang overrækkes hun Kronprinsparrets Stjernedryspris, der hvert år gives til et særligt talent i Danmark.
Den danske designer får endnu en gang stor ros for sit designvirke – denne gang overrækkes hun Kronprinsparrets Stjernedryspris, der hvert år gives til et særligt talent i Danmark.

Lørdag den 25. november bliver Kronprinsparrets Priser 2017 uddelt i Jysk Musikteater i Silkeborg. Her skal to priser overrækkes til et særligt talent på den danske kunst- og kulturscene, og i år er det producenterne bag podcasten Third Ear og designeren Cecilie Bahnsen, der skal modtage Stjernedrysprisen og en præmie på 50.000 kroner. 

Formålet med prisuddelingen er at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation inden for dansk, grønlandsk og færøsk kultur og socialt arbejde. Cecilie Bahnsen modtager prisen for sit enestående beklædningsdesign, der er kendetegnet ved en interesse for kunsthåndværket og traditionelle teknikker som kviltning, pathwork og broderi og et fokus på kombination af materialer. Derudover anerkendes hun for sin klare forståelse for struktur, teknik og den enkelte detaljes samspil med helheden.

”Jeg er mest af alt virkelig rørt og meget beæret over, at Kronprinsparret tager sig tid og overskud til at anerkende unge mennesker og give dem et skulderklap for deres arbejde. Det føles som en fantastisk afrunding på et helt utroligt år, hvor vi som brand har vokset rigtig meget og er kommet godt ud over stepperne,” fortæller Cecilie Bahnsen, for hvem det dog ikke er uvant, at modtage anerkendelse via både danske og internationale prisuddelinger. I 2016 vandt hun den danske talentkonkurrence Magasin du Nord Fashion Prize, som på daværende tidspunkt hed Dansk Design Talent – Magasin Prisen, og i marts måned i år kom nyheden, at hun også var blevet nomineret til LVMHs årlige designkonkurrence ’Young Fashion Designer Awards’ – en konkurrence, som hun senere også gik videre til finalen i.

Det er derfor ikke første gang, at Cecilie Bahnsen får ros for sit stadigt unge brand – men alligevel er denne pris noget andet, fortæller hun.

”En pris som Kronprinsparrets Stjernedryspris betyder virkelig meget for et brand som vores, der jo stadig er i startfasen, fordi det giver os en eksponering på en helt anden måde, både herhjemme og internationalt. Både fordi det er en royal pris, men også fordi det er en kulturpris og ikke en decideret modepris. Det stemmer overens med det, som jeg har sat mig for som designer – at sætte Danmark og dansk design på verdenskortet inden for kulturgenren,” siger Cecilie Bahnsen videre.

For hende betyder Kronprinsparrets anerkendelse, at hun har sit bagland med sig, når Cecilie Bahnsen-brandet føres ud på udenlandske markeder. Det gælder for eksempel Japan, som er et land, der viser stor interesse for de danske traditioner og design – og Cecilie Bahnsen ikke mindst. Brandet har allerede nu godt fat i det japanske marked med i alt 16 butikker fordelt rundt om i landet, og håbet er, at denne anerkendelse sætter endnu mere skub i salget i den del af verden.

Nye muligheder
Det er dog ikke kun æren, der følger med Stjernedrysprisen. Cecilie Bahnsen modtager også et velfortjent startskud på 50.000 til at sætte skub i sin virksomhed – penge, som hun allerede nu ved, hvad skal bruges på.

”Pengene skal helt sikkert investeres i det kreative. Jeg regner med at bruge dem på tekstiler og materialer, som jeg måske ikke ellers ville have haft mulighed for at arbejde med. Det føles virkelig dejligt at kunne gøre endnu mere ud af det og at få mulighed for at sætte barren endnu højere” siger Cecilie Bahnsen og afslutter:

”Og så skal de selvfølgelig også bruges på forhåbentlig at lave endnu et fedt show under modeugen til januar.”

De to Stjernedryspriser udpeges af Kronprinsparret selv efter indstilling fra to rådgivende komitéer. I 2016 gik de til musiker og mundharpist Mathias Heise og tegnestuen Johansen Skovsted Arkitekter.

Der uddeles i alt fire priser: Kronprinsparrets Kulturpris, Kronprinsparrets Sociale Pris og to Stjernedryspriser. Alle fire overrækkes ved i Silkeborg den 25. november.

Udover Cecilie Bahnsen er der kun én dansk designer, der før hende har fået Stjernedrysprisen, nemlig Mark Tan, der fik den overakt i 2015.