Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

Danske designskoler prioriterer FNs verdensmål

Både KADK og KEA har stærkt fokus på, at deres studerende skal forholde sig til verdensmålene i deres designuddannelser.
Både KADK og KEA har stærkt fokus på, at deres studerende skal forholde sig til verdensmålene i deres designuddannelser.

Ny-udklækkede, danske designere tog de store globale udfordringer op på ”Løsninger” – dette års kandidatudstilling fra KADK. Afgangsudstillingen er den første, siden KADK i sommeren 2016 besluttede at dedikere tre akademiske år til arbejdet med FN’s verdensmål, og nu præsenteres et udvalg af projekterne på TENT – London Design Festival. I alt blev 77 designere og 165 arkitekter færdig denne sommer, og i den forbindelse sagde rektor, Lene Dammand Lund om skolens ambitioner:

”Vi har sat os et meget ambitiøst mål – et mål vi udmærket er klar over, at vi ikke kan nå alene. Vores arbejde med FN-målene har derfor helt fra starten været lagt an på, at det skulle funderes i et solidt samarbejde med eksterne aktører – virksomheder, organisationer – på tværs af faggrænser og discipliner. Det ser ud til at lykkes, og det er meget glædeligt,” siger rektor Lene Dammand Lund.

Det kommer blandt andet til udtryk nu, hvor 22 projekter fra ’Løsninger’-udstillingen er rejst til London Design Festival. Det bæredygtige bidrag får ros af festivalens kurator, Jimmy MacDonald:

“KADK går som uddannelsesinstitution aktivt ind i arbejdet med globale udfordringer og træner studerende i at forstå og se det større billede fra et lille lands perspektiv. I en instagram-verden af design, adskiller projekterne på KADK’s udstilling sig ved at have en mere analog, men også mere gennemtænkt tilgang.”

Også på KEA bliver bæredygtighed og verdensmålene prioriteret aktivt i undervisningen. Det kom for nyligt til udtryk i et samarbejde med UPS, der have til formål at skabe et modeprojekt med fokus på upcycling, bæredygtighed og genbrug.

Gennem et månedlangt forløb har de studerende på KEA arbejdet på at omdanne gamle UPS-uniformer til nye designs. Fokusset var det 12. verdensmål om at sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer. Forløbet kulminerede i en konkurrence i form af et modeshow, hvor fire dommere, heriblandt designer Asger Juel Larsen og UPS kommunikationschef Hedvig Armand sad i juryen. Vinderen blev Emma Nissen.

”Emma Nissen viste i sin kreative tilgang til opgaven, hvor stort potentiale der er i upcycling. Vi må i fællesskab værne om vores klode og ved at genbruge og upcycle kan vi skabe værdi ud af tøj og andre varer, som ellers var reduceret til affald,” sagde Asger Juel Larsen om dommernes vurdering af det vindende design.