Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Anders Freund køber Moss Copenhagen

Nuværende Moss Copenhagen-CEO, Anders Freund, har i partnerskab med Pilgren ApS købt selskabet Moss Cph ApS, som ejer brandet.
Nuværende Moss Copenhagen-CEO, Anders Freund, har i partnerskab med Pilgren ApS købt selskabet Moss Cph ApS, som ejer brandet.

Moss Copenhagen har været igennem meget de seneste år: massiv kritisk af medarbejderforhold, en konkurs, en ny CEO, flytning af hovedkontoret, og nu også en ny ejer. Dog er det brandets nuværende CEO, Anders Freund, der har valgt selv at investere i firmaet sammen med Pilgren Aps, der bliver drevet af tidligere Style Butler-ejer, Mads Pilgren.

I en pressemeddelelse fortæller Moss Copenhagen, at fokus det seneste regnskabsår har været på oprydning og på at få styr på forretningen, lige som man har arbejdet med at komme de gamle historier om dårlige arbejdsvilkår for butiksansatte til livs, blandet andet med en overenskomst med HK.

Moss Copenhagen har netop færdiggjort seneste regnskab, som viser et driftsresultat på 4.500.000 kr. Ledelsen er tilfreds med resultatet, som ligger på niveau med det forventede, skriver de.

Skærpet fokus på forretning og medarbejdere

Der er flere områder, der har været under luppen, siden brandets konkurs – og genopståen – i marts 2016.

“Vi sagde for halvandet år siden, at vores førsteprioritet ville være at sikre en stærk kultur blandt vores medarbejdere. Det har vi gjort ved at lytte, give ansvar og arbejde med en flad struktur i organisation. Vi har helt fra begyndelsen været bevidste om, at det er medarbejderne, som skaber brandet, og at de som kulturbærere er essentielle for en sund virksomhed,” siger Moss Copenhagen i pressemeddelelsen.

Ligeledes har en prioritet været at fokusere på brandets kerneforretningen, og det betyder, at Moss Copenhagen nu udelukkende er fast fashion til piger.

Allerede i begyndelsen af 2017 fortalte Moss Copenhagen, at de åbnede deres første butikker i udlandet – Rotterdam i Holland og Oslo i Norge. Den ekspansion regner brandet med at fortsætte, da de i øjeblikket kigger på forskellige lejemål i europæiske byer og forventer at åbne op seks til otte butikker i løbet af de næste 12-18 måneder.

“På trods af at vi med en kapitalindsprøjtning nu har fået mulighed for investeringer, ligger der ikke en plan med store armbevægelser om at åbne en masse nye butikker. Nu skal vi stille og roligt ud og afprøve vores brand yderligere i Europa og sikre proof of concept, før vi går dybt ind i et marked med flere retailbutikker,” skriver virksomheden og fortsætter:

“Vi er utroligt stolte af og taknemmelige for udviklingen i vores wholesaleforretning. Vi oplever en tilfredsstillede vækst, men vigtigst af alt oplever vi et rigtigt højt gennemsalg af vores varer på samtlige markeder. Det er naturligvis også noget, vi kan bruge til at prioritere, hvor vi skal åbne egne Moss Copenhagen-butikker.”

Moss Copenhagens primære fokus på wholesale i udlandet har indtil nu været Tyskland, Holland, Danmark, Norge og UK, men man vil så småt begynde at rette blikket mod mulighederne på nye markeder de kommende måneder.

Selskabet ændres i forbindelse med overdragelsen til et A/S selskab.