Facebook Abonnér
07:15
|
15.12.2017
cfwkronprinsensgade Foto: Copenhagen Fashion Week har i mange år inddraget det københavnske bymiljø i modeugen og herunder har blandt andet Kronprinsensgade i Indre By været samlingspunkt for flere gadefester og shows til fordel for alle byens beborere. Foto: Copenhagen Fashion Week.

”Copenhagen Fashion Week er uvurderlig for København”

Modeugens værdi rækker langt udover branchen selv og har stor betydning for Københavns økonomi, turisme og ikke mindst kulturliv, lyder det fra både erhvervsliv, restauratører og politikere.

| Modeuge | af Sofie Ringtved Jensen

Startskuddet til Copenhagen Fashion Week lyder i dag, og det påvirker ikke kun de danske, såvel som de internationale modeskabere, interessenter og branchefolk.

Den danske modeuge har nemlig også stor betydning for og bidrager til København som by, hvilket der er bred enighed om, ikke mindst hos byens restauranter, hoteller og butikker, som beretter om et stort udbytte af den omtale og de gæster, som Copenhagen Fashion Week gang på gang formår at tiltrække.

Købestærkt publikum
En af disse er det ikoniske Hotel D’Angleterre. De har i årevis deltaget i modeugen og lagt lokaler til utallige shows igennem årene:

”Copenhagen Fashion Week er med til at cementere København som design- og mode-epicenter – ikke kun i Skandinavien og Europa, men i hele verden,” siger PR & Communication Manager Signe Thorup, hvilket det ditto københavnske hotel, Skt. Petri, kan stemme i. De har flere sæsoner har engageret sig aktivt i modeugen og samarbejdet direkte med Copenhagen Fashion Week:

”Hos Skt. Petri oplever vi, at CFWs professionelle indsats har en stor værdi for København. De internationale profiler, som CFW inviterer til København og som bor på Skt. Petri, skaber en positiv opmærksomhed både omkring dansk mode, vores hotel og om København som destination,” fortæller kommunikationsansvarlig Stine Ruben Karpantschof, hvortil Apollo Bar & Kantines Frederik Bille Brahe kan tilføje:

”Modeugen spiller en essentiel rolle for København – både i forhold til kreativitet, men også i en mere erhvervsmæssig sammenhæng. Den er med til at skabe en global interesse og nysgerrighed omkring vores lille by og sørge for, at folk kommer på besøg fra nær og fjern. Og det bør vi alle være stolte af og taknemmelige for,” pointerer den anerkendte kok og restauratør, som har flere modeuge-samarbejder i støbeskeen denne sæson.

Men det er ikke kun hotel- og restaurantionsbranchen, som nyder godt af modeugens internationale og købestærke publikum. Også de københavnske modebutikker mærker, at de to årlige events påvirker deres salg positivt. Heriblandt Mads Nørgaard, som i mange år har været vidne til den effekt, som Copenhagen Fashion Week har på udviklingen af København.

”Hvis vi gerne vil have en enestående, dynamisk, kulturel by, som er en af de mest fantastiske i Nordeuropa, så er det afgørende, at der er en velfungerende modeuge. Copenhagen Fashion Week er et kraftcenter, som tiltrækker et købestærkt publikum, både fra hele den nordiske region, men også internationalt, og det, som den bidrager med til København, er ganske enkelt uvurderligt,” fortæller den erfarne designer og butiksejer.

Et vibrerende kulturliv
Udover at gavne byens økonomi, har Copenhagen Fashion Week også en positiv indvirkning på det københavnske kulturliv. Det fortæller Anna Mee Allerslev, Borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune.

”CFW bidrager med turisme, arbejdspladser og ny kultur. Samtidig får København et fashionabelt aftryk, der giver genklang i udlandet. CFW er den største modeuge i Nordeuropa, og det tiltrækker naturligt fagfolk og modeinteresserede gæster, der giver liv til byen. København har flot formået at nyde stor international bevågenhed og anerkendelse blandt andet på grund af events som CFW, der har cementeret København som en spændende moderne by i udvikling,” forklarer Anna Mee Allerslev, som mener, at en hovedstad som København skal have et vibrerende kulturliv for at være i verdensklasse – og det er noget, som modeugen i høj grad er med til at sørge for.

Dette kan kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), melde sig enig i. Ifølge ham, er det derfor også essentielt, at Københavns Kommune aktivt støtter op om initiativer, som Copenhagen Fashion Week.

”Som kultur- og fritidsborgmester sætter jeg stor pris på, at København bliver vist frem, som den stærke modeby den er. Danmark er førende, når det kommer til mode og design, og branchen udgør en meget stor rolle for den samlede danske eksport. Derfor mener jeg, at København fortsat skal understøtte og bidrage med økonomi til sådanne kulturinstitutioner, i håbet om at gøre modeugen og dansk mode og design endnu mere synligt, både for københavnere og resten af verden,” forklarer Carl Christian Ebbesen.

Også Copenhagen Fashion Week selv ser potentiale i, at modeugen både inddrager og styrker det unikke københavnske brand. CEO Camilla Frank fortæller, at de i stadigt stigende grad har fokus på at inkorporere byrummet, som medspiller til den samlede modeuge-oplevelse.

”Vi har i snart 20 sæsoner kontinuerligt udbygget vores åbne program, der inviterer byens borgere og turister med til dele af modeugen. Vi hører fra den internationale presse og indkøberne, at de ikke får den samme fornemmelse for byen og samspillet med borgerne til modeuger i andre byer. Det er noget, der er særligt for København, og det er noget, der betyder meget for vores internationale besøgende, som gerne vil ud og opleve det miljø, der har formet de nordiske designere,” afslutter Camilla Frank, som ser frem til at opleve endnu en modeuge udfolde sig i de københavnske gader denne uge.

Læs også

Få de vigtigste nyheder direkte i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev