Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Foundation 500 lister 500 kvindelige ledere i u-lande

H&M Foundation og den humanitære hjælpeorganisation CARE vil redefinere hvordan en virksomhedsleder ser ud. Målet er at styrke kvinder og reducere fattigdom.
H&M Foundation og den humanitære hjælpeorganisation CARE vil redefinere hvordan en virksomhedsleder ser ud. Målet er at styrke kvinder og reducere fattigdom.

Foundation 500 er en reference til Fortune Magazines årlige Fortune 500-liste men fortæller en helt anden historie: Den præsenterer portrætter og historier om kvindelige iværksættere fra fremadstormende markeder. Listen inkluderer blandt andet ejeren af det første busselskab i den vestlige del af Elfenbenskysten, en CEO fra Indonesien, som udvider sin virksomhed gennem Facebook og præsidenten for de peruvianske ørredopdrætteres sammenslutning.

”Iværksætteren er vor tids helt, og det er estimeret, at over de kommende år vil over 1 milliard kvinder blive en del af arbejdsmarkedet – størstedelen af dem gennem iværksætteri. Med Foundation 500-listen vil vi redefinere, hvordan en virksomhedsleder ser ud,” siger Diana Amini, Global Manager hos H&M Foundation.

Med Foundation 500 ønsker H&M Foundation og CARE at sende et budskab om, at styrkelsen af kvinder er en af de mest effektive måder at skabe økonomisk vækst på. Hele lokalsamfundet taber nemlig, når en væsentlig del af befolkningen ikke kan realisere sit fulde potentiale. Ved at skabe synlighed omkring de 500 kvindelige ledere er håbet derfor på sigt at kunne være med til at reducere fattigdom og nå FNs verdensmål om ligestilling og styrkelsen af kvinders rettigheder og muligheder.

”De er født helt uden privilegier. Kvinderne, som er portrætteret i Foundation 500-listen, har alle skabt deres egen lykke i nogle af verdens hårdeste startup-miljøer. Og alligevel forbliver deres historier som regel ufortalte. Jeg ville ønske, vi havde set kvinder som dem her på forsiden af finansmagasinerne, da jeg voksede op i Sydsudan,” siger Alek Wek, britisk/sudanesisk supermodel, iværksætter og ambassadør for H&M Foundation.

Projektet bygger på H&M Foundations langvarige samarbejde med CARE, der fokuserer på at styrke kvinder verden over. Kvinderne på Foundation 500-listen er alle en del af et fælles program, som i sin første fase har nået ud til 100.000 kvinder i Burundi, Elfenbenskysten, Guatemala, Indonesien, Jordan, Nepal, Peru, Filippinerne, Sierra Leone, Sri Lanka, Yemen og Zambia.

Du kan læse mere om projektet her.