Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Høje ambitioner hos Miinto, trods massivt underskud

Den danske onlinegigant fremligger et årsregnskab, der viser tocifret millionunderskud, og må sande, at deres ambitiøse vækststrategi koster dyrt.
Den danske onlinegigant fremligger et årsregnskab, der viser tocifret millionunderskud, og må sande, at deres ambitiøse vækststrategi koster dyrt.

Miinto, er en af Skandinaviens førende modevirksomheder, med handel i både Danmark, Sverige, Norge og Holland. Men det netop offentliggjorte regnskab for moderselskabet, Miinto Holding A/S, viser store omvæltninger internt i koncernen – omvæltninger, der har betydet omfattende røde tal på bundlinjen.

Selskabets årsregnskab for 2016 viser et underskud på hele 57,5 millioner kroner, modsat 2,2 millioner kroner i 2015, hvilket man i ledelsen anser for utilfredsstillende. Derudover er bruttofortjenesten ligeledes faldende, fra 17,3 millioner kroner i 2016 til 16,5 millioner kroner i 2017.

Underskud på grund af investeringer
Men selvom regnskabet anses som utilfredsstillende, er underskuddet dog ikke udelukkende uventet. Tilbage i november sidste år valgte modemilliardær, Anders Holch Povlsen, på vegne af Bestseller United A/S at investere et trecifret millionbeløb i Miinto, hvorfor han i dag varetager rollen som koncernens hovedaktionær.

Det kapitalindskud har betydet, at Miinto har besluttet at foretage en større strategiomlægning. Moderselskabet har valgt afskrive deres goodwill, i forbindelse med alle datterselskaber, og deres udviklingsomkostninger i ét hug, og derudover er der foretaget massive investeringer i teams og teknologi, samt optimering af eksisterende markeder og oprustning til nye – beslutninger, der trods sine økonomiske konsekvenser, skal gøre modevirksomheden endnu mere klar til fremtiden.

”Med Bestseller United A/S som ny investor befinder Miinto sig nu i en position, hvor vi har de finansielle muskler til at gennemføre vores ambitiøse vækststrategi. På den måde kan vi endelig udløse vores vision om at øge vores investering i teknologi markant, og udvikle Miinto til at blive en ledende techvirksomhed indenfor modebranchen, fremfor ”kun” at være en platform der sælger tøj til forbrugere,” lyder udmeldingen fra Martin Dahl Carstensen, Group CFO hos Miinto, i en pressemeddelelse.

Nye satsninger
Men ambitionerne stopper ikke her. Miinto vil ligeledes investere i en omfattende optimering af den nuværende platform, samt videreudvikling af nye forretningsområder, og herunder kunne koncernen i går åbne dørene til deres nyeste satsning – en pop up-butik, hvor kunder kan se et udvalg af Miintos varelager og shoppe på Miinto.dk via Ipads i butikken.

”Det er en oplagt mulighed for at komme endnu tættere på forbrugerne og skabe mere opmærksomhed omkring Miinto-konceptet, det store udvalg og vores samarbejdspartnere,” fortæller CEO og grundlægger, Konrad A. Kierklo, i en pressemeddelelse.

Butikken har adresse på Kronprinsensgade 7, og er åben til og med den 31. august 2017.