Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Ny planlov baner vejen for større butikker

Folketinget har vedtaget en ny lov, der kan få stor betydning for den danske detailhandel, og det skaber tilfredshed hos både politikere og branchefolk.
Folketinget har vedtaget en ny lov, der kan få stor betydning for den danske detailhandel, og det skaber tilfredshed hos både politikere og branchefolk.

I sidste uge vedtog et flertal i Folketinget en modernisering af planloven, der ifølge Erhvervsministeriet, skal give kommuner, borgere og virksomheder i hele landet bedre muligheder for at skabe vækst og udvikling, samtidig med der værnes om landskaber, natur og miljø.

Den nye lov ophæver størrelsesbegrænsningen for rene specialbutikker, der sælger udvalgte varer, herunder tøj, hvorimod dagligvarebutikker efter de nye regler må fylde op til 5000 m2 – et tiltag, der skal bidrage til at styrke konkurrencen og give forbrugerne lavere priser. Det skriver Detailfolk.dk.

Fjerner vækstbarrierer
Erhvervsminister Brian Mikkelsen er positivt stemt og er glad for, at Folketinget i dag har vedtaget moderniseringen af planloven. Han udtaler til Erhvervsministeriet:

”Moderniseringen fjerner vækstbarrierer i den fysiske planlægning og er et vigtigt skridt til fremme af vækst og udvikling i hele Danmark. De nye udviklingsmuligheder i blandt andet landdistrikterne og detailhandelen er nu en realitet, der kan komme ud og virke i hele landet til gavn for både virksomheder og borgere, samtidig med, at vi beskytter miljøet og en righoldig natur,” siger han og tilføjer:

”De nye udviklingsmuligheder går hånd i hånd med beskyttelse af landskaber, natur og miljø. Nu er det op til virksomheder, borgere og kommunerne at gøre brug af de nye rammer til gavn for udviklingen i hele Danmark,” lyder det fra Erhvervsministeren. 

Tilfredshed i branchen
Frank Heskjær, retailchef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, mener ligeledes, at planloven er et positivt tiltag, fordi det er med til at give kommunerne mulighed for at inddrage nye områder, og fordi mange indenfor detailbranchen tidligere har været begrænset af den forhenværende planlov.

”Det, at kommunerne selv får mulighed for at træffe nogle beslutninger indenfor deres egne rammer, er vigtigt for udviklingen. Bymidterne kan nu planlægges på en helt anden måde, så det bliver muligt at lave nogle projekter, som ikke var mulige før. Det er en positiv udvikling på detailmarkedet,” siger Frank Heskjær i en pressemeddelelse.

Den moderniserede planlov træder i kraft den 15. juni i år og ligger i forlængelse af aftalen, Danmark i bedre balance – Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder, som i juni 2016 blev udarbejdet af regeringen, sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.