Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi

RAINS: ”Vi er villige til at følge sagen til dørs”

Ingen skal slippe afsted med at kopiere RAINS’ regnjakker. Heller ikke Inditex, som den danske virksomhed nu har lagt sag an mod.
Ingen skal slippe afsted med at kopiere RAINS’ regnjakker. Heller ikke Inditex, som den danske virksomhed nu har lagt sag an mod.

For en måned siden fik RAINS medhold i, at et konkurrerende brand havde produceret og solgt ”slaviske efterligninger” af RAINS’ regnjakker.

I samme ombæring kæmpede virksomheden for at få ophavsretslig beskyttelse på deres design – hvilket ikke lykkedes – og direktør, Daniel Brix Hesselager, fortalte dengang til Fashion Forum, at de var i gang med at efterprøve det i en igangværende sag.

Nu har RAINS offentliggjort, at de lægger sag an mod en noget større spiller, nemlig Zara Danmark og Inditex – igen fordi RAINS mener, at der er tale om kopiering af deres regnjakker. Derudover kræver RAINS kompensation. Retssagen kan ende ud i, at Sø- og Handelsretten nedlægger forbud mod salg i Danmark, og derefter kan RAINS være tvunget til at gå videre til domstole i andre lande, hvor Zara sælger regnfrakken og -jakken. Det skriver Børsen.

“Vi ved ikke, i hvilket omfang Zara har solgt de produkter, der kan forveksles med vores. Men vi har opdaget dem i deres butikker mange steder fra Kina til Holland og Danmark samt på nettet, så vi er sikre på, at der er tale om mange tusinde stykker regntøj,” siger ejer og adm. direktør i RAINS, Daniel Brix Hesselager, til Børsen.

RAINS er indstillet på at bruge millioner af kroner på sådan en sag – en principiel sag, da de ikke vil stå model til at blive kopieret, selvom modstanderen er verdens største modevirksomhed.

“De kopierer nogle af vores kerneprodukter – klassikere – som vi forsøger at opbygge og give ikonstatus. Det er produkter, der ikke skiftes ud fra sæson til sæson. Så kopiering skal standses, selv om det kan blive en ret stor og dyr sag, når modparten er Inditex, der jo har enorme ressourcer. Men vi er villige til at følge sagen til dørs,” siger Daniel Brix Hesselager til Børsen.