Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

Ny bog guider til bæredygtigt modeforbrug

'Dress with Sense: A Practical Guide to a Conscious Closet' er navnet på en helt ny bog, som henvender sig til modeelskere, der gerne vil være mere ansvarlige i alle faser af deres tøjforbrug, fortæller medforfatter Sofia Tärneberg.
'Dress with Sense: A Practical Guide to a Conscious Closet' er navnet på en helt ny bog, som henvender sig til modeelskere, der gerne vil være mere ansvarlige i alle faser af deres tøjforbrug, fortæller medforfatter Sofia Tärneberg.

’Dress with Sense’ er pakket med praktiske tips til, hvordan man kan blive mere ansvarlig i sit tøjforbrug. Den nye bog er lavet som en slags guide, der hjælper læseren igennem alle faser af tøjprocessen, lige fra købssituationen, til hvordan man bedst skiller sig af med tøjet igen.

Bogen er udgivet af miljø-NGO’en, Redress, i samarbejde med forlægger Thames & Hudson, og er et resultat af flere års arbejde fra medforfatterne Christina Dean, Hannah Lane og Danish Fashion Institutes content manager, Sofia Tärneberg, der til dagligt bidrager med indholdsdelen til Copenhagen Fashion Summit, for Global Fashion Agenda.

Hun er en del af Redress’ bestyrelse og har stor erfaring med at arbejde på tværs af modens værdikæde, og har tidligere beskæftiget sig med bæredygtighedskommunikation, research, uddannelse, produktudvikling og forbrugerprojekter.

”Målet med bogen er at guide læseren til at få mest muligt ud af sin garderobe, med mindst muligt miljøbelastning. Bogen indfører og informerer kort modeforbrugere om hele miljøproblematikken i forbindelse med tøjbranchen, og giver derefter en række håndgribelige råd, som de kan inkorporere i deres garderobe og tøjforbrug, hvis de gerne vil blive mere bæredygtige,” siger Sofia Tärneberg og fortæller, at ’Dress with Sense’ er inddelt i fire kapitler, der hver især behandler forskellige stadier af tøjforbrug; ’Buy’, ’Wear’, ’Care’ og ’Dispose’. Under hvert kapitel får læseren forskellige metoder og gode råd til, hvad man helt specifikt kan handle mere ansvarligt.

”I kapitlet om at skille sig af med tøjet igen, har vi for eksempel skrevet om genbrug, tøjdeling, omsyning og så videre. Der er mange muligheder, som er bedre for miljøet, end at smide tøjet direkte i skraldespanden,” fortæller Sofia Tärneberg.

‘Dress with Sense: A Practical Guide to a Conscious Closet’ rammer butikkerne i denne måned, og er oversat til både fransk, engelsk og senere også koreansk.