Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

”Vi må aldrig blive afhængige af pengene”

INTERVIEW: Han Kjøbenhavn går ikke på kompromis. I det kreative førersæde sidder Jannik Wikkelsøe Davidsen og han laver kun det, der giver mening for brandet – ikke, hvad alle andre vil have eller forventer.
INTERVIEW: Han Kjøbenhavn går ikke på kompromis. I det kreative førersæde sidder Jannik Wikkelsøe Davidsen og han laver kun det, der giver mening for brandet – ikke, hvad alle andre vil have eller forventer.

I sommers smed Han Kjøbenhavn et billede på Instagram og hintede til, at de ville udvide sortimentet med en kvindekollektion – og det fik meget mere opmærksomhed end brandets bagmænd, Jannik Wikkelsøe Davidsen og Tim Faith Hancock, havde regnet med. Men med god grund. Han Kjøbenhavn har arbejdet sig til tops som et af de mest hypede, danske herrebrands herhjemme over de sidste 10 år. De hviler ikke på laurbærerne og kører hele tiden på – med butiksåbninger hjemme og ude, tester nye markeder og målgrupper, og i det hele taget grænserne for, hvad brandet kan.

”Den første kvindekollektion, vi lavede, var lidt af en bastard. Det var meningen, at vi blot skulle droppe det under radaren. Vi postede billedet på Instagram, som fangede rigtig manges opmærksomhed, så jeg tror, at forventningerne var ret høje. Men det var aldrig vores mening, at det skulle være noget stort,” fortæller Jannik Wikkelsøe Davidsen fra hovedkontoret på Chr. IX Gade i indre København.

Kvindetøjet er stadig ikke en så tung en del af den samlede kollektion, men ikke desto mindre en kalkuleret del af brandets udtryk.

”Tanken har hele tiden været, og er stadig, at vi lukker kvinderne ind i vores univers. Han Kjøbenhavn er et herrebrand, og det er vores hjemmebane. Det fede ved kvindesegmentet er, at de tør være eksperimenterende. De har ikke noget imod at leve af radiser i 28 dage for at få råd til det de gerne vil købe, hvor mænd jo i bund og grund er nogle vatpikke, når det kommer til kroner og ører,” lyder det fra designeren.

Show er alfa omega
Og Han Kjøbenhavn har mødt masser af sympati og respekt fra deres kvindelige kunder. Men det bliver aldrig meningen, at brandet skal basere beslutninger ud fra dem, ej heller ud fra den betragtning, at det faktisk kunne være en økonomisk fordel.

”Jeg er kompromisløs i mit design. Vi ville sikkert kunne sælge meget mere, hvis vi bare lavede noget grå strik, sammenlignet med det, der kommer fra os i dag – jeg vil ikke lave noget, der er forceret. Men om det sælger at have den tilgang – det kan jeg godt være i tvivl om,” erkender Jannik Wikkelsøe Davidsen.

Han Kjøbenhavn afholdte show i sidste uge – noget som brandet skal, mener Jannik Wikkelsøe Davidsen. For har man sagt A, må man sige B – det vil sige, at har man først været på showscenen, så skal man fortsætte – det er en pagt med djævlen, som man ikke kan komme ud af.

”Jeg er slet ikke interesseret i det signal, det ville sende, hvis vi pludselig ikke holdt show. Jeg har en meget sort/hvid holdning: vi skal levere og give noget igen. Det bliver aldrig lige meget at holde show. Det er det tidspunkt på året, hvor alles øjne hviler på brandet. Det er vigtigt for hjemmemarkedet, for international presse, for butikker og kunder. Det er den måde, vi kan pakke Han-universet ind som vi vil og fortælle vores historie. Plus, jeg tror på den kreative konkurrence er vigtig for den danske modescene.”

Det er ikke penge, der driver værket
Ud over shows, satser Han Kjøbenhavn benhårdt på retail, og er ikke bange for at springe ud i det – hovedet først.

”I dag laver vi mere strategisk benarbejde inden vi åbner en butik, end eksempelvis som med første butik på Vognmagergade, der viste sig at være meget dyrere, end vi havde regnet med. Hver gang skal det give mening for brandet og formålet med vores retailstrategi følger tre trin:  Først skal vi brede kendskabsgraden ud, så skal vi gå i nul og så vi skal tjene penge,” siger Jannik.

Udfordringen med retail i Danmark, er, at der kun er en lille håndfuld steder, som er relevante for Han Kjøbenhavn at åbne. Aarhus er næst på listen, der ud over København, kun har budt på internationale placeringer de sidste par år – New York, Paris og lige om lidt 200 m2 i L.A.

”Det vigtigste for mig er at kunne styre den kreative proces. Her er det en kæmpe styrke at have egne butikker, for her kan vi teste ting af. Vi vil gerne vokse, men ikke sådan at vi udvander brandet. Det er derfor udlandet er attraktivt i forhold til retail, fordi der slider vi ikke på noget allerede eksisterende,” forklarer Jannik.

Nøglen til den gode forretning – og succes – er at blive ved med at turde. Selv om Han Kjøbenhavn er på vej ind i sine teenageår, så er de ikke bange for hverken at blive mainstream eller kedelig.

”Vi skal blive ved med at kunne kontrollere ting, således at vi aldrig bliver afhængig af penge. Vi kommer til at forsætte med at sætte tingene på spidsen, så Han Kjøbenhavn hele tiden befinder sig et sted, hvor det lever,” slutter Jannik Wikkelsøe Davidsen.