Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

Amerikanere gror læder i laboratorium

Et amerikansk biotekselskab har udviklet en teknologi, der kan skabe læder uden at nogen dyr må lade livet eller pelsen – hvilket kan få stor betydning for både design og miljø i fremtiden.
Et amerikansk biotekselskab har udviklet en teknologi, der kan skabe læder uden at nogen dyr må lade livet eller pelsen – hvilket kan få stor betydning for både design og miljø i fremtiden.

Læder er et af verdens mest forhandlede råvarer og er eftertragtet på tværs af industrier. Økonomisk set er læder heller ikke til at overse. Den globale økonomi for lædervarer blev i 2010 vurderet til cirka 100 millioner dollars om året, skriver Quartz.

Men en så enorm industri betyder også enorme omkostninger. Traditionel læderproduktion forurener miljøet, og ikke alle produktionssteder og -vilkår er lige dyrevenlige, ligesom den kemiske eksponering ved arbejdet med garvning er farlig for mennesker.

Mange modevirksomheder har allerede taget konsekvensen ved eksempelvis kun at anvende kasserede læderrester eller alternativt at bruge kunstigt læder.

Det amerikanske biotekselskab, Modern Meadow, har taget skridtet videre – de gror læder i et laboratorium. Materialet, de fremstiller af dyreceller, er biologisk sammenligneligt med læder fra dyr. Til gengæld lider ingen dyr i processen, miljøet og menneskerne skånes, og det etiske spørgsmål om, hvorvidt dyr skal opdrættes for pelsens skyld, elimineres.

”På nuværende tidspunkt kradser vi egentlig kun i overfladen i forhold til, hvad der kan lade sig gøre,” siger tidligere modedesigner og Modern Meadows kreative chef, Suzanne Lee, til Quartz.

Uddøde arter opstår igen
Fra et designmæssigt perspektiv skaber det nye, fordi materialet er tyndere og lettere, men stærkere. Set fra forbrugernes synspunkt er det også en fordel at kunne shoppe kvalitetslæder uden etiske bekymringer om både dyr, mennesker og miljø.

Suzanne Lee påpeger, at udarbejdelsen af læderet på nuværende tidspunkt har en tidshorisont på en par uger – hvilket er en kort periode sammenlignet med den tid, der i dag er i læderindustrien. Derudover muliggør teknologien at producere skind af sjældne eller uddøde arter, for eksempel mammutpels – en blazer af langhåret mammut-pels er ikke urealistisk ifølge Suzanne Lee.

Det er dog ikke til at sige på nuværende tidspunkt, hvorvidt Modern Meadows læder vil reducere den globale påvirkning, som traditionel læderproduktion og -behandling har.

”Det er misvisende at tro, at et nyt materiale på markedet vil erstatte et materiale, der har eksisteret i årtusinder. Hvis vi ser på det 20. århundrede, så fik nylon ikke alle andre materialer til at forsvinde. Og det samme vil være tilfældet her,” siger Suzanne Lee til Quartz.

Modern Meadows arbejder lige nu på at imødekomme efterspørgslen på masseproduktion af produktet. Virksomhedens laboratorium kan pt. lave prototyper til deres partnere. Men med en bevilling på 40 millioner dollars sidste år er kommercialisering næste skridt. De forventer, at forbrugere vil kunne købe produkter af læder – fremstillet i laboratoriet – inden for et par år.