Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge, Navne

Astrid Andersen viser både i London og København

Den London-baserede designer foldede i lørdags sine ambitioner ud på catwalken til London Collections Men. Hør, hvorfor hun også har valgt at afholde show i den danske hovedstad.
Den London-baserede designer foldede i lørdags sine ambitioner ud på catwalken til London Collections Men. Hør, hvorfor hun også har valgt at afholde show i den danske hovedstad.

Astrid Andersen var endnu en gang at finde i showkalenderen til den britiske herremodeuge, London Collections Men – denne gang som eneste danske brand – da hun i lørdags viste sin AW17-kollektion.

En kollektion, der er blevet taget godt imod i diverse udenlandske medier, blandt andet af Vogue.com, der skriver, at danskeren formåede noget usædvanligt, nemlig at bringe romantik ind i en ellers sporty street wear- kollektion, og The Upcoming, som kaldte hendes kollektion en ’innovativ fortolkning af moderne møder det traditionelle’.

Men i år er der endnu mere pres på Astrid Andersens showprogram, da hun for første gang har valgt at vise både i London og under Copenhagen Fashion Week.

At fremvise til to forskellige modeuger, var et bevidst valg, fortæller designeren, blandt andet fordi hun ønskede at lancere sin herre- og damekollektion separat – herre i London og den kvindelige modpart herhjemme. Derudover arbejder hun personligt selv på tværs af de to hovedstæder, så det virkede som en oplagt mulighed at prøve denne metode af, og undersøge hvilke synergier, der vil opstå.

Bred opbakning
At jonglere to forskellige showlokationer skræmmer altså ikke den efterhånden erfarne designer, men hun erkender, at det for et brand i hendes størrelse, kræver et en bred skare af dygtige mennesker, som kan bakke op omkring begge shows:

”Mit hovedfokus vil altid være at skabe selve kollektionen, så de ressourcer, der kræves for at stable mine shows på benene, skal komme fra folk, som kan forstå mine visioner,” fortæller hun til Fashion Forum.

Så for at det overhovedet kan lade sig gøre har Astrid Andersen i en del år fået hjælp blandt andet NewGen og Fashion East, som begge er organisationer, der støtter opkommende designere, og det har betydet meget for hele opbygningen af hendes brand og den dertilhørende forretning:

”Sponsoraterne har betydet, at jeg i de sidste 6 år har kunnet udvikle et brand. Ikke bare designe tøj og håbe på at nogen vil købe det, men få tid til at opbygge en vision, være selektiv og konsekvent i alle beslutninger, og det er et kæmpe privilegie,” siger hun.

Astrid Andersen er i dag ikke længere dækket af sponsoraterne, men modtager stadig støtte, eksempelvis i form af sit show venue, leveret af Topman i London.