Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Navne

Naja Munthe: At fejle er ikke en mulighed

INTERVIEW: Om friheden ved at være eneejer, om strategiarbejde og om nye tider.
INTERVIEW: Om friheden ved at være eneejer, om strategiarbejde og om nye tider.

Naja Munthe købte i 2014 sin medejer ud af MUNTHE og ejer i dag 100% af virksomheden. Hun blev dermed eneejer af en virksomhed, der – på det tidspunkt – havde brug for at nytænke sig selv. 2013 sluttede med røde tal på bundlinjen og salget var stagneret. Naja Munthe har derfor brugt de sidste par år på at trimme virksomheden til en ny virkelighed. En virkelighed, hvor kreativitet og økonomi går hånd-i-hånd, og hvor omstillingsparathed, dynamik og konstant tilpasning er drivkraften i virksomheden.

”Jeg ønskede at finde ud af, hvordan vi skabte et langtidsholdbart projekt, der var økonomisk rentabelt uden at miste den kreative kerne, der altid har kendetegnet vores design”, fortæller Naja Munthe fra kontoret på Grønnegade.

Dermed begyndte en strategiproces, der i dag har fået MUNTHE tilbage på sporet med solide vækstrater, overskud på bundlinjen og en fremtid, der ser lovende ud. Der sælges i dag til langt flere butikker. I Danmark alene er salget tredoblet på et år, men også salget til udlandet er i markant fremgang.

Balancen mellem økonomi og kreativitet
”Jeg har aldrig været drevet af at skulle drive forretning. Jeg blev en del af modebranchen, fordi jeg ville lave tøj. Det handlede om kreativt output. Men da jeg overtog virksomheden, kunne jeg også mærke, at jeg i endnu større grad havde lyst til at dykke ned i det strategiske arbejde. Det var pludselig mig alene, der stod med ansvaret for de ansatte og for retningen i virksomheden. Og det har været lærerigt og mega-interessant. Den proces vi har været igennem har gjort mig mere lydhør for udefrakommende og bedre rustet til forandring.”

En af resultaterne af det strategiske arbejde var, at der blev opstillet nogle klare mål for, hvor MUNTHE skulle hen. Målene blev udformet som tre pejlemærker Naja bruger til at vurdere om virksomheden er på rette vej, og til at guide teamet.

”Vi skulle have vores claim rates ned på under 1%, så vi vidste at vores kvaliteter afspejlede vores priser og vores design. Vi skulle have en bredere prisstruktur, der gav os mulighed for at servicere vore kunder på en mere varieret og imødekommende facon, og så skulle vi fastholde, at kreativitet fortsat ikke er noget, vi går på kompromis med hos MUNTHE. Vi er ikke nødvendigvis i mål med alt, men vi er rigtig godt på vej. Claim raten er under 1% nu og prisstrukturen er markant bredere end før”.

Omrokeringer og nye ansigter
Udviklingen hos MUNTHE har også betydet organisatoriske ændringer. Web er taget in-house, der er fundet nye samarbejdspartnere på udvalgte markeder i udlandet, og der er blevet oprettet en ny stilling, idet Charlotte Egelund for nyligt er indsat som kommerciel direktør.

”Charlottes rolle er ny. Den fandtes ikke før, og det var ikke en stilling, vi var ved at slå op. Charlotte kom ind i bestyrelsen i juni, og det stod hurtigt klart, at hun forstår produktet til fulde. Hun har en uvurderlig erfaring i branchen, og vigtigst af alt, så har Charlotte og jeg en god kemi. Hun kommer ind over de fleste aktiviteter i virksomheden, og vil helt sikkert styrke vores organisation”.

At webshoppen er taget hjem er en naturlig del af udviklingen i virksomheden, pointerer Naja. Onlinesalget bliver en større og større del af omsætningen, og MUNTHE er allerede vækstet 30% i forhold til året før. Så når webshoppen er hentet hjem, skyldes det et stærkt ønske om at have kontrol over salgskanalen – så man er tæt på forbrugeren, og hurtigere kan reagere på nye tendenser. Og nye tendenser er der hele tiden, så for Naja handler det om at tænke sig godt om og agere derefter – som eksempelvis med ”see now, buy now” fænomenet.

”Vi skal ikke til at være lagerførende, men som udviklingen er lige nu, er jeg parat til at løbe nogle risici, der gør, at vi kan tilpasse os en hurtigere efterspørgsel og en bedre servicering af vores kunder. Men vi hopper ikke bare ud i det. Det handler om at finde en balance, der passer til os. Og sådan er det med alt. Verden skifter hele tiden, så konstant tilpasning er nødvendig. Man skal være omstillingsvillig ellers dør man”.