Det var på Kronprinsensgade – der hvor Summerbird ligger nu – at designer og butiksejer, Sabine Poupinel, åbnede sin første butik. Dermed lød startskuddet til godt fire årtiers erfaring som butiksejer på forskellige destinationer, men altid i København K.

Foruden sit eget design er Sabine Poupinel kendt for at være kvinden, der altid er klar til at tage chancen med de nye designere og hende, der elsker den unge energi, de uspolerede talenter har. Under modeugen kuraterer Sabine Poupinel som vanligt FAN OUT, der udstiller etablerede designere side om side med de nye designere. Håndværket side om side med nye idéer. På spørgsmålet om, hvorfor hun bruger tid på et projekt som FAN OUT, når der også er et design og en butik, der skal passes, lyder svaret kontant:

”Det får simpelthen mit adrenalin til at pumpe – jeg tænder på de unges kunst!”

Sabine Poupinel griber et par håndfulde af de nyudklækkede designere, og lader dem udstille på FAN OUT, inden branchen får et tag i dem – et tag, som, ifølge Sabine Poupinel, kan være nedbrydende.

”Designerne skal ikke sparkes i røven og presses hele tiden. Og især de unge designerne skal holde op med at sælge sig selv som gratis arbejdskraft. De skal lære at sige fra. Men når fem siger ja, kan den sidste ikke holde ud at sige nej,” forklarer Sabine Poupinel om det pres, som de nye designere møder på arbejdsmarkedet. Hun savner en branche, der giver mere respekt til designerne.

Når man hører om Sabine Poupinels kærlighed til talenterne, kan man måske lokkes til at tro, at man taler med en romantiker. Men bag begejstringen ligger der er masser af rå realisme i hendes holdning til, hvad det er for en branche, der venter de nyudklækkede designere:

”De er heldigvis så unge og vilde, at de ikke er smadret endnu. Men man må håbe, at de får et fedt job i udlandet. Og de andre, som ikke gør? Too bad. De stærkeste overlever.”

I sin butik på Møntergade sælger Sabine Poupinel altid tøj fra et kuld af nye designere, hun mener kan noget helt specielt. Et eksempel er Martine Jarlgaard (tidligere hos Vivienne Westwood, red.), og når designere som hende bliver taget ind i butikken, får de mere end blot et udstillingsvindue – Sabine Poupinel forsøger både at lære fra sig og få designerne til at samarbejde internt. Men det er ikke nemt, fortæller hun – samarbejde er ikke et af kendetegnene ved modebranchen.

Ud over samarbejdsudfordringer oplever Sabine Poupinel, at mange designere prøver at starte deres eget og åbne butik. En oplagt, men ikke nødvendigvis klog beslutning, ifølge den erfarne retailer.

”Jeg kan godt forstå, at de har lyst til at prøve at åbne en butik. Men det er ikke ”bare” at åbne en butik – det tager 125 år at skabe en kundekreds og finde nogle, der tror på en,” forklarer hun og fortsætter:

”Det er benhårdt arbejde. Det koster at få butikken passet hver evig eneste dag. Forestillinger om hvordan man driver butik, kommer man ikke langt med. Men jeg ønsker dem alle held og lykke.”

Til trods for udfordringer i modebranchen – hvad end det er presset på designerne, en manglende evne til at samarbejde og lære af hinanden eller kampen om at holde en butik kørende – er Sabine Poupinel optimistisk omkring den udvikling, som design er inde i lige nu.

”Det begynder at knalde derudaf på den fede måde, synes jeg. Moden er mere modig og farverig, og den er ikke så stram, som den har været før,” afslutter Sabine Poupinel.

Sabines kuratering på FAN OUT kan opleves både onsdag, torsdag og fredag i denne uge. Læs mere om programmet her.