Voluntas Investments, som er grundlagt i 2015 af Morten Albæk, tidligere CMO i Vestas
og forretningsmanden Jan Bech Andersen, investerer i Ilse Jacobsen Hornbæk. Således fremgår det af pressemeddelelse sendt ud tidligere i dag.

Foruden investeringen indtræder Voluntas’ administrerende direktør Morten Albæk i bestyrelsen for IJH A/S som aktiv partner i virksomhedens udvikling.

”Med Voluntas og Morten Albæk har vi ikke blot fået tilført kapital, men også en vigtig partner som vi forventer at kunne drage nytte af på flere kommercielle områder. Vi skal have styrket vores brand og organisation yderligere for at realisere det potentiale, der ligger i virksomheden bedst muligt. Her er Voluntas’ principper og Mortens kompetencer inden for kommerciel innovation og branding centrale,” siger Ilse Jacobsen.

Morten Albæk supplerer: ”Vi er i Voluntas stolte over at blive en aktiv partner og medejer af Ilse Jacobsen. Det er en virksomhed med en imponerende evne til at nytænke og skabe innovation indenfor produktudvikling og som har et stærkt brand, der med Ilse Jacobsen som person indeholder et stort potentiale.”

Udover investeringen i IJH A/S har Voluntas ligeledes investeret i ILJA ApS, som er selskabet, der driver retail- og butikssalget i Danmark og Skandinavien. ILJA ApS driver bl.a. butikkerne
i København, Lyngby og Skagen samt i flere butikscentre i Danmark.