VERO MODA vil for en periode inddrage snapchat – der ifølge DR Medieforsknings årlige rapport, Medieudviklingen 2015, er det hurtigst voksende medie i Danmark – som en del af deres service i de fysiske butikker. Med kampagnen “Snap a Stylist” får kunderne nemlig mulighed for at få hjælp til at træffe beslutninger om farve, trend eller størrelse direkte i prøverummet ved at sende en snap til en VERO MODA-stylist mellem kl. 14:00 og 16:00.

Om det nye servicetiltag siger VERO MODAs Digital Marketing Manager, Liselotte Kirkelund:

”Vores stylister sidder klar til at svare på alle spørgsmål med det samme – vi ved godt, at det er meget begrænset tid, man bruger i prøverummet, og derfor er en kort svartid vigtig for at få projektet til at lykkes.”

Ideen er et eksempel på, hvordan et socialt medie både kan være med til at skabe en oplevelse i et fysisk univers, og hvordan teknologien bryder grænserne mellem online og offline. VERO MODAs snapservice løber henover perioden fra d. 10. august til d. 6. september. Men selvom tiltaget skulle blive en succes, har VERO MODA dog ikke tænkt sig at gøre ”snapsstylisterne” til en fast del af deres service.

”Det er i første omgang tænkt som en sjov kampagne for at møde kunderne på en – for os – nyere kanal. Vi håber selvfølgelig, at det bliver en succes, og at kunderne vil tage det i brug. Vi har dog ikke tanker om at indføre det som et fast element – vi har jo vores dygtigere ekspedienter i butikkerne. Men til specielle kampagner og lanceringer kunne vi godt finde på at prøve igen, hvis det er en succes,” forklarer Liselotte Kirkelund.

VERO MODA er ikke de første, der tester snapchattens servicepotentiale. I foråret kunne man læse på Financial Times, at diamantkæden, Tiffany & Co., har lavet et snapchatfilter, der – foruden glitrende diamandeffekter – gør det muligt for brugeren at ”prøve” en af deres ringe på virtuelt.