Christian Oxvigs karriere har bragt ham både til nord og syd. Efter han færdiggjorde sin uddannelse fra Designskolen i Kolding, stod den på praktikophold i København hos Vibskov og derefter som designer for Junk Deluxe i Århus. Herefter gik turen sydpå til Hamborg til jobbet som herretøjsdesigner hos amerikanske Dickies. I dag befinder Christian Oxvig sig på de nordlige breddegrader i Stockholm, hvor han har været designer for H&M og i dag er ansvarlig for Weekdays herretøj.

Hvad er dine arbejdsopgaver og ansvarsområder?
Jeg er ansvarlig for Weekdays herrelinie og har været det de sidste seks måneder. Mit arbejde består i at være visionær og vise vejen, vi skal gå, og støtte mine designere i at udføre deres arbejde. Vi bestræber os altid på at gøre kollektionerne så stærke som muligt – både fra et design-, PR- og salgsperspektiv. Derudover er mine arbejdsopgaver at definere farver, silhuetter, produkter og kvaliteter for hver sæson.

Hvilken rolle spiller bæredygtighed i jobbet som designer?
Bæredygtighed er en stor del af mit arbejde, som følger af, at vi har interne målsætninger inden for en række områder inden for bæredygtighed. I udviklingen af kollektionernes materialer, produktion og egenskaber forsøger vi altid at finde en endnu bedre løsning eller et alternativ til det eksisterende og velkendte, og det kræver en kreativ tilgang.

H&M er jo en af de største aktører, hvad angår fast fashion – og hvad angår bæredygtighed, selvom alle ikke tror, at de to ting kan lade sig gøre samtidig. Jeg tror ikke, at fast fashion forsvinder som en konsekvens af øget fokus på bæredygtighed, men at der inden for modebranchen er brug for forandring og fornyelse. I min optik bliver vi nødt til at ændre måden, vi tænker mode på og ændre måden, vi køber, producerer, sælger og markedsfører det.

Hvorfor har du valgt at arbejde i Tyskland og nu Sverige?
Mit speciale og interesseområde er herretøj, og det har også været en af årsagerne til, at mine jobs primært har været i udlandet. Jeg savner fra dansk side, at flere virksomheder tør satse mere internationalt og stort – og især flere, der tør satse på herretøj. Jeg er dog overbevist om, at det nok skal komme, fordi der er rigtig meget potentiale i den danske modebranche og mange stærke tiltag.

Hvordan er den svenske arbejdskultur i forhold til den danske?
Før jeg tog til udlandet, nåede jeg kun i en kort periode at arbejde i Danmark, og mit sammenligningsgrundlag er derfor begrænset. Men jeg oplever dagligt en udfordring i forhold til svensk kultur, og især i forhold til deres behov for konsensus. Men denne tilgang gør, at man lægger en masse tid i starten af processen, hvilket medvirker til, at vejen til målet ender med at blive kortere, og målet nås på en mere enkel måde.

Hvordan er det at arbejde som dansker i udlandet?
Først og fremmest så oplever jeg, at den danske designbranche har et godt ry i udlandet. Ellers synes jeg ikke at nationalitet har synderlig betydning. Det handler i højere grad om din indstilling og tilgang til arbejdet – hvis du har evnerne til at være nyskabende, så har du let ved at skille dig ud.

At arbejde i udlandet har derudover givet mig perspektiv på modebranchen, og jeg har lært en masse fagligt. Samtidig har jeg fået større indsigt i mentaliteten og indstillingen til branchen og faget. Den erfaring, jeg har fået i Sverige og i Tyskland fra store, internationale virksomheder, føler jeg ikke, jeg havde kunne få hjemme i Danmark.

Hvordan er det at arbejde for Weekday og dermed for en verdensomspændende koncern som H&M?
Det er fedt at arbejde for H&M, fordi man bliver udfordret som designer, og der er mange forskellige typer af kreative jobs, man kan få i organisationen.

Før jeg blev ansat hos Weekday, arbejdede jeg for H&M Mens Trend som Concept Designer, hvor jeg blandt andet var ansvarlig for Press Collections og H&M Studio Collection Mens. Så jobbet hos H&M førte mig videre til mit nuværende job i Weekday.

Jeg synes, der er en god balance mellem H&M og Weekday. Weekday er et selvstændigt brand og samtidig en del af The H&M Group. H&M og Weekday deler en hel del funktioner inden for produktion og distribution, selvom Weekday har butikker i fem lande og sælger til 18 lande og H&M til sammenligning har butikker i 62 lande. Det er fedt, at vi hos Weekday har et stort maskineri i ryggen og noget ballast i forhold til at nå vores mål. Men det er også vigtigt for os at være et selvstændigt brand, og vi lægger derfor stor vægt på at tænke anderledes og sætte vores eget præg på alle former for metoder.

Fashion Forum har løbende fokus på danskere, der arbejder i forskellige dele af modebranchen i udlandet, og som vil dele deres erfaringer og viden.

LÆS OGSÅ: ”Kom ud og se hvordan andre kulturer arbejder”

LÆS OGSÅ: ”Der skal et virkelig godt tilbud til at lokke mig hjem”

LÆS OGSÅ: “Man kan ikke “lige” designe en kollektion selv”