Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Her er de mest (og mindst) bæredygtige brands

Nogle af verdens største fast fashion-kæder klarer sig bedst på Greenpeaces liste over de mest bæredygtige brands, når det kommer til kemi. Og der er en god grund til at Nike ligger i bunden, forklarer ekspert.
Nogle af verdens største fast fashion-kæder klarer sig bedst på Greenpeaces liste over de mest bæredygtige brands, når det kommer til kemi. Og der er en god grund til at Nike ligger i bunden, forklarer ekspert.

I juli 2011 lancerede Greenpeace kampagnen ”Detox My Fashion”, og har for nyligt offentliggjort en status over, hvordan det er gået de første fem år. Formålet var at få tekstilindustrien til at tage ansvar for sin negative miljøpåvirkning – især med fokus på vandforurening på grund af anvendelsen og udledning af farlige kemiske stoffer.

76 internationale brands, forhandlere og leverandører har siden kampagnens start forpligtet sig til at eliminere brugen af kemiske stoffer, at lægge en 2020-plan og til at blive mere transparente omkring leverandørforhold.

De 76 aktører er nu blevet vurderet ud fra, hvor godt de lever op til deres ”Detox Commitment”, og hvor stor en indsats, de har gjort for at imødekomme deres målsætning for 2020.

Vurderingen er sket på baggrund af tre fastlagte bedømmelseskriterier, som afgør, om brandet er i kategorien ”Avant-garde”, ”Evolution Mode” eller ”Faux Pas”.

De tre bedømmelseskriterier tager afsæt i om virksomhederne har følgende: en proaktiv plan for at eliminere farlige kemikalier; at eliminere brugen af PFC og substituere med mere ufarlige alternativer; og transparens, det vil sige at oplyse om leverandører og om kemikalier, der udledes.

Magtkampen mellem H&M og Inditex er intensiveret
Resultatet af vurderingen er, at kun tre brands er til at finde i den bedste kategori, ”Avant-garde”, hvilket indebærer, at aktører har performet godt i mindst to af tre bedømmelseskriterier og ikke har kritiske fejl eller mangler. H&M, Benetton og Inditex er de tre brands, der klarer sig bedst. Inditex, der står bag Zara, scorer højest i alle tre bedømmelseskriterier, og H&M er lige i hælene, men halter i forhold til at få leverandører til online at rapportere om deres ”Detox Data”.

De tre aktører er, ifølge Greenpeace, førende inden for deres felt: de leder industrien hen imod en giftfri fremtid inden for en fornuftig tidshorisont, og derudover har aktørerne udført konkrete handlinger og implementeringer. Inditex er verdens største tøjretailer med over 7.000 butikker fordelt i 90 lande, heriblandt 2.020 Zara-butikker. Til sammenligning har Benetton over 5.000 butikker og H&M over 4.000 butikker på verdensplan.

”Disse tre brands har mulighed for at lægge i toppen, fordi funktionskravet til produkterne er meget lavere sammenlignet med outdoor-brands for eksempel. De har ikke i samme grad behov for at kunne lave 100% vandtætte skibukser, så de har nemmere ved at udfase brugen af PFC i deres produkter. H&M var de første til helt at stoppe med brugen af PFC. Dog er der ikke analyser af, hvilke kemikalier der bruges i stedet og deres fodaftryk. Men H&M fortjener stor ros for deres arbejde med at lave en gennemsigtig leverandørliste, og deres måde at viderebringe informationer på helt ned til den enkelte forbruger,” siger bæredygtighedsekspert Suzi Christoffersen. 

Fire brands dumper – heriblandt Nike
”Faux Pas” er den ringeste kategori og indebærer, at virksomheden har kritiske fejl eller mangler i mindst to bedømmelseskriterier. Esprit, Nike, Limited Brands og Li-Ning dumper alle fire og havner i kategorien ”Faux Pas”, fordi de ikke er på vej i den rigtige og svigter, når det kommer til at tage ansvar for deres værdikædes forurening.

”Til forskel fra de tre brands, der ligger i toppen, har Nike som sports- og outdoor-brand et produkt, der ikke bare skal kunne holde til en dag på kontoret. Til Nikes produkter er der helt særlige krav til holdbarhed, åndbarhed, komfort, vægt og mange andre parametre. De krav er en udfordring at imødekomme uden brug af PFC. Og på nuværende tidspunkt eksisterer der ikke alternativer med samme funktionalitet,” siger Suzi Christoffersen og fortsætter:

”Nike har gjort og gør et kæmpe stykke arbejde for ændre sin værdikæde og for at kortlægge leverandørerne. Som jeg ser det, er Nike faktisk realistisk omkring deres transparens, fordi de ikke har mulighed for at være 100% transparente omkring sine leverandører, da så mange processer bliver lavet af underleverandører, som bliver lavet af underleverandører og så videre. Så når Nike dumper på transparens, kan det hænge sammen med, at Greenpeace krav er uopnåelige, sådan som virkeligheden er i dag.”

I mellemkategorien, ”Evolution Mode”, befinder 12 brands sig – både sports-, luksus- og highstreet mærker som Adidas og Puma, Burberry og Valentino samt Mango og Primark. Disse brands er engagerede i deres Detox-arbejde og har gjort fremskrift i forhold til at implementere deres planer. Men deres handlinger skal ske i et hurtigere tempo for at kunne nå 2020-målene, hvilket trækker dem ned.