Tidligere har det været dyrt for virksomheder at donere tøj, da de har været nødsaget til at betale salgsmoms af den pris, som en vare havde i indkøbs- eller produktionsværdi, hvis tøjet blev doneret.

Det har derfor været omkostningsfuldt for virksomheder at donere tøj, som ikke længere kunne sælges, og alternativet har været at destruere tøjet.

Men en ny afgørelse fra Skatterådet betyder, at virksomheder nu kan donere tøj til velgørenhed uden de store omkostninger. Modtageren af donationen skal blot betale et symbolsk beløb, som giveren skal betale skat af. På den måde kan virksomheder donere kæmpe partier tøj til eksempelvis én krone og kun blive beskattet af det minimale beløb.

Siden oktober 2015 har det været muligt at donere fødevarer for et symbolsk beløb, og det samme gør sig nu gældende for non-food og eksempelvis tøj.

Godt CSR-fremskridt
Chefkonsulent hos Dansk Erhverv, Ulla Brandt, er positiv over for ændringerne. Virksomheder skal blot være opmærksomme på, at der er administrationsarbejde forbundet med at donere tøj efter de nye regler.

”Det er en rigtig god løsning, og en løsning der i den grad er bedre end tidligere. Fra et CSR-perspektiv er det også rigtig positivt, at tøjet kan doneres frem for at skulle brændes eller destrueres på anden vis,” siger Ulla Brandt, chefkonsulent hos Dansk Erhverv.

Magasin er en af de virksomheder, som har været frustrerede over, at de har måtte destruere det usælgelig tøj, fordi det har været for dyrt at donere. De valgte selv at hyre et revisorfirma til at føre sagen videre til Skatterådet, og hvor de har haft succes med at komme igennem med budskabet, skriver Finans.dk.

I forbindelse med de nye regler, udtaler finansdirektør hos Magasin, Peter Fabricius, til Finans.dk, at det irriterer ham, at det er nødvendigt med en betalingsmodel. Men han siger samtidig, at de er glade for, at der er sket en ændring.

”Vi er jo ikke en godtgørende organisation, men en profitskabende virksomhed. Men derfor kan man godt være det med omtanke, og dette her koster os jo reelt ikke noget,” siger Peter Fabricius til Finans.dk.

Der er dog ikke alt tøj, virksomheder fremover kan donere og kun modtage symbolske beløb for.

”Betingelsen, for at donere tøjet og modtage et minimalt beløb for det, er, at tøjet skal udgøre en negativ værdi for virksomheden. Tøjet skal altså være usælgeligt selv efter mange forsøg med nedsættelser og rabatter. Men det er stadig et kæmpe fremskridt og vil gavne mange virksomheder,” siger Ulla Brandt fra Dansk Erhverv.