Siden Tim Faith Hancock og Jannik Wikkelsø Davidsen lancerede Han Kjøbenhavn tilbage i 2008, har de haft en loyal kundegruppe, som bliver ved med at vende tilbage til butikken – kvinder mellem 30 og 40 år, som køber tøj til deres kærester og som efterfølgende kommer retur for at købe tilsvarende til dem selv.

”Vores solbriller bliver forhandlet i kvindetøjsbutikker, men vi har holdt igen med vores tøj, for det bliver noget rod, hvis forhandlere af kvindetøj, mikser vores herretøj ind i sortimentet. Men efterspørgslen har i høj grad været der, så nu laver vi vores egen kvindekollektion,” fortæller Tim Faith Hancock.

Det betyder en capsule kollektion på 15 styles til foråret 2017, bestående af oversized bomberjakker, jeans og skræddersyede trenchcoats, alt det, som er klassisk Han Kjøbenhavn.

”Vi kommer ikke til at lave et kvindeunivers. Vi designer ud fra Han Kjøbenhavn, som vi altid har gjort det, så man kommer ikke til at se kjoler og stiletter fra os. Tværtimod skal womenswear-kollektionen ses som et supplement til vores herrekollektioner,” forklarer Tim.

Derfor skal Han Kjøbenhavn heller ikke til at afsøge nye markeder for at afsætte kollektionen – den kommer til at hænge i brandets egne butikker, hos eksisterende forhandlere og i nogle udvalgte multibrandbutikker med en unisexprofil.

Capsule kollektionen kan ifølge Tim Faith Hancock bedst beskrives som ’tomboy’, og som en typisk Han Kjøbenhavn kollektion, der blot er blevet justeret en smule. Dertil bliver der som noget nyt tilføjet to nye par solbriller lavet til kvinder, til den eksisterende unisexbrille-kollektion.

”Vi kommer til at henvende os til en allerede eksisterende kundegruppe qua vores butikker og forhandlere af solbriller. Womenswear-kollektionen kommer til at være fuldstændig på linje med det, vi ellers laver – vi skal ikke ud og ansatte nye designere eller noget. Det er os der laver det,” pointerer Tim Faith Hancock.

Den kommende kollektion vil være at finde i Han Kjøbenhavns showroom for både indkøbere og presse.