Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Claire Group: Vi ville ikke gøre noget anderledes

I morgen skulle Claire Group A/S have været i retten med deres brand Hollie Nolia. Her reflekterer salgsdirektør og partner i virksomheden, Nikolaj Hust, over forløbet – selv efter sagen er trukket tilbage, er han overrasket over, at det overhovedet skete.
I morgen skulle Claire Group A/S have været i retten med deres brand Hollie Nolia. Her reflekterer salgsdirektør og partner i virksomheden, Nikolaj Hust, over forløbet – selv efter sagen er trukket tilbage, er han overrasket over, at det overhovedet skete.

Da Claire Group tilbage i oktober 2015 gik i gang med processen omkring at bruge navnet Hollie Nolia i forbindelse med deres samarbejde med Mascha Vang, hvis datter hedder sådan og som skulle lægge navn til et nyt brand, var det uden ståhej.

Ligeledes skete der ikke noget i det næste halve år frem til lanceringen i februar i år, som foregik med masser af pressedækning.

I april kom den første levering af den nye kollektion ud til butikkerne.

En måned senere lander der et brev på Nikolaj Husts bord fra brandet Holly’s – Claire Group A/S krænker med deres brand Hollie Nolia, Holly’s navn og varemærke.

”Jeg var meget overrasket over udmeldingen, da jeg hverken kunne se ligheder i navn, logo eller design,” forklarer Nikolaj Hust til Fashion Forum og fortæller, at Claire Group allierede sig med deres advokat og meldte præcis det tilbage: at de ikke havde i sinde at træde nogen over tæerne, men at de var uforstående over for problemet.
Og derfra foregår al kommunikation igennem advokater, der bliver indsamlet informationer fra begge parter til den forbudssag, der skulle have fundet sted i morgen, fredag den 1. juli. Men som nu ikke bliver til noget efter at Holly’s ApS tilbagekaldte sagen fra Sø- og Handelsretten. Tilbagekaldelsen kom efter, at Mascha Vang søndag skrev om sagen på sin blog.

”Mascha ringende og sagde, at det her ville hun gerne ud med på bloggen. Hun følte sig trådt på, og for hende føltes det meget personligt, og som om hun forsøgte at tage noget, der ikke var hendes,” fortæller Nikolaj Hust om, hvad der gik forud for beslutningen om at fortælle om retssagen.
Hvad der skete derefter, har de fleste nok læst – enten på Mascha Vangs blog, på B.T. eller på Holly’s Facebookside. Sagen er droppet igen fra Holly’s side, og det har delt vandene hos brandets forbrugere, der har tilkendegivet deres mening på Facebook – dem, der synes man skal holde på sin ret, og dem, der synes, at Holly’s ikke skulle have lavet en sag ud af det.

Selv sagde Holly’s direktør Lars Bøje Pedersen til BT i mandags om bevæggrundene bag overhovedet at indlede en sag:

”De (Mascha Vang og Claire Group A/S, red.) har søgt om at få registreret et varemærke, som ligner vores. Og det er klart, at næste gang nogen registrerer et, der ligger tæt op ad vores, så kunne de sige ‘jamen, hun kunne jo godt gøre det’. Derfor bliver man nødt til rent retsligt at forsvare sit varemærke. Vi har bare søgt at lave en mindelig aftale, ligesom vi har gjort med andre før, om, at de begrænsede brugen af deres mærke. For eksempel at de ikke brugte firekløveret. Det vil – som jeg forstår det – være med til at underbygge vores sag i fremtiden, hvis andre skulle søge noget mod vores mærke. Men altså, vi forsøger jo bare at drive et tøjmærke, og jeg er jo ikke advokat.”

Men var der så noget i denne proces som Claire Group A/S kunne eller ville have gjort anderledes?

”Nej,” siger Nikolaj Hust: ”Fra vi går i gang i efteråret til vi præsenterer og leverer i foråret, er der gået over et halvt år, hvor der kunne være gjort indsigelser. Men det blev der ikke. Ikke fra Holly’s eller nogen andre.”

I løbet af den næste uges tid får begge parter af vide, hvad de skal betale i sagsafgifter til retten, og derefter vil sagen være slut. Hollie Nolia vil være at finde på CIFF Kids under sommerens modeuge.