Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Udland

Skal København censurere reklamer?

Londons borgmesters ønske om forbud mod reklamer med ”usunde kroppe” har skabt reaktioner i København.
Londons borgmesters ønske om forbud mod reklamer med ”usunde kroppe” har skabt reaktioner i København.

Ifølge DR Nyheder, der har indhentet kommentarer fra både politikere, interesse- og brancheorganisationer, lader der til at være konsensus om at promovere sundere kropsidealer i det offentlig rum herhjemme, men hvordan det skal gøres – og reguleres – er der langt fra enighed om.

Direktør for Kvinfo, Nina Groes er glad for den britiske udmelding og synes København bør lade sig inspirere af Londons borgmester:

“Det er et stærkt statement, han kommer med. Vi ser, at flere og flere børn og unge har problemer med deres selvværd og skam over egen krop. Derfor er det helt afgørende, at man gør noget på området, og her er Sadiq Khans beslutning et progressivt skridt,” siger hun til DR Nyheder.

LÆS OGSÅ: “Tynde modeller er fortid i London”

“Jeg er fortaler for, man har retningslinjer på det her område. Men retningslinjer skal også være til forhandling”, siger sundheds – og omsorgsborgmester Ninna Thomsen til DR Nyheder, efter at hun i høj grad bebrejder modebranchen for ‘usunde reklamer’ i bybilledet og som årsag til unges dårlige selvværd: ”Det er et kropsideal, som de får fra modebranchens reklamer.”

Kreativ chef i DM&T, As Øland er til dels enig i at der bør være en form for regulering, men påpeger også udfordringen i, at det oftest er en vurderingssag.

“Det er en rigtig god idé at have regler i det led, hvor man booker modellerne ud til kampagner. Men for mig er det vigtigste, at det sker i startfasen. Ellers begynder man også at rode ved folks kunstneriske frihed,” siger hun.

Nogle af Københavns mest synlige reklamesøjler, er byens busser, der drives af Movia Trafikselskab. Her ser man ingen grund til at ændre på tingene:

“De reklameregler, vi har, er vi faktisk fint tilfredse med. Vi vurderer reklamer fra sag til sag, og det mener vi, er den bedste måde at gøre det på,” siger sekretariatschef i Movia, Camilla Struckmann.

LÆS OGSÅ: “Gucci-billede forbudt i UK”