Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Les Deux sadler om

Det danske brand vil satse på ny strategi med et flydende forløb mellem design, produktion og levering, fortæller ejer Andreas von der Heide.
Det danske brand vil satse på ny strategi med et flydende forløb mellem design, produktion og levering, fortæller ejer Andreas von der Heide.

Fra 2017 ruller Les Deux deres nye strategi ’Straight to Market’ ud. Det betyder, at brandet begynder at udfase deres klassiske fire kollektioner om året, for til gengæld at satse på et flydende forløb mellem design, produktion og levering.

“Vores kunder skal ikke se på de samme ting i flere måneder. Vi ved fra vores engroskunder, at varerne mister deres nyhedsværdi efter en måneds tid. Der skal altid være noget, når man går ind på vores webshop eller tjekker butikkerne ud,” lyder det fra Andreas von der Heide, der er grundlægger af Les Deux. Det betyder at efterkomme forbrugerens efterspørgsel, og generere flere varer på markedet – men ikke på en ubæredygtig måde, ifølge Andreas von der Heide.

”Vi vil ramme forbrugeren mere specifikt. Det vil sige, at vores styles kommer hjem i mindre partier, og det, der sælger godt, kan der bestilles mere af hurtigt, og dermed producerer vi mere specifikt, og minimerer på den lange bane fejlkøb og store varelagrer.”

Les Deux har brugt det sidste års tid på at finde de rigtige producenter til at løfte opgaven. Det har betydet et produktionsskift fra Kina til Portugal, fordi hverken de kinesiske ordrestørrelser eller transportpriser var optimale. At bryde med de klassiske kollektioner kræver meget af et brands fleksibilitet, produktionsstyring såvel som indsalg – udfordringer, som Les Deux står klar til at tage op med deres nye ’Straight to Market’ strategi, fortæller Andreas von der Heide

“Vi vil hvert kvartal tilføje nye pieces til forbrugeren for at fastholde hypen og interessen for Les Deux samt hjælpe forhandlerne til mersalg. Design, produktion og levering skal ske i en tidsrammen indenfor blot seks til syv uger. For at sikre os et hurtigere produktionsforløb, har vi arbejdet tæt sammen med fabrikkerne, som hjælper os i Portugal,” siger Andreas von der Heide.

Ligeledes vil Les Deux tilbage til at styre brandet som de gjorde, da de startede op for fem år siden.

”Vi kan klare meget af distributionen selv, og det betyder, at vi kan rykke hurtigt. Vi vil gerne selv styre butiksledet, og hvad der lander på hylderne – for bedst muligt at efterkomme vores kunders behov, og for at fastholde deres interesse. Det gavner både detailhandlen og vores brand,” slutter Andreas von der Heide.