Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

DAY: I Cape Town møder du hele verden

Selv om DAY Birger et Mikkelsen ikke har planer om at sætte stort ind på det sydafrikanske marked, så er landet stadig en spændende brik i brandets internationale strategi, fortæller CEO Peter Henriksen.
Selv om DAY Birger et Mikkelsen ikke har planer om at sætte stort ind på det sydafrikanske marked, så er landet stadig en spændende brik i brandets internationale strategi, fortæller CEO Peter Henriksen.

Allerede tilbage i 2014 påbegyndte DAY Birger et Mikkelsen at samarbejde med deres lokale partnere, Brandgroup International, om at komme ind på det sydafrikanske marked. Det har indtil nu udmøntet sig i én DAY monobrandbutik i Johannesburg. Nu er det danske brand klar til at åbne yderligere to butikker på det afrikanske kontinent – én i Cape Town og én i Waterfall City, nær Johannesburg. Førstnævnte åbner i juli, og sidstnævnte åbnede allerede dørene for tre uger siden, i landets største stormagasin, Mall of Africa.

Ifølge DAY et Birger Mikkelsen er især Cape Town en enorm spændende destination for retail, ikke blot på grund af de sydafrikanske forbrugere, men fordi det er en international smeltedigel.

”De gange jeg har besøgt butikken, er jeg blevet meget overrasket over den positive stemning, der er i landet. Der er over de seneste år sket en opblomstring, og Cape Town er så multikulturel, at er du til stede der, er du i hele verden,” siger CEO Peter Henriksen.

Skal vokse i størrelse, ikke antal
Det er DAY Birger et Mikkelsens sydafrikanske partnere, Brandgroup International, der varetager alle interesser omkring butikkerne – DAY Birger et Mikkelsen udstikker kun retningslinjer i forhold til inventar og butikkernes fysiske indretning, så klarer Brandgroup International resten – alt fra PR til indkøb. Og det er et kæmpe plus, fortæller Peter Henriksen:

”De sydafrikanske sæsoner løber ikke parallelt med vores. Dertil kommer, at der er enorm klimaforskel bare fra Cape Town til Johannesburg, og derfor skal der købes ind på en helt anden måde. Sommerperioder varer længere, og der bliver derfor købt mindre ind af vores vinterkollektioner, hvilket Brandgroup International er meget bedre rustet til at tage højde for, fordi de kender de lokale markeder.”

LÆS OGSÅ: “Masseåbning: DAY et med 47 nye butikker i Sverige”

Omsætning og afsætning på det sydafrikanske marked kan sammenlignes med det skandinaviske marked, fortæller Peter Henriksen, og det er ikke meningen, at DAY Birger et Mikkelsen skal indtage hele Afrika.

”Ideelt set har vi tre til fem butikker i alt i Sydafrika, og de skal ikke formere sig, men hellere vokse sig større. Ud af dem, skal én gerne være i deres lufthavn – ligesom vi har en butik i lufthavnen herhjemme,” slutter Peter Henriksen.