E-handel går uvis fremtid i møde
EU-kommissionen vil tvinge webshops til at sælge til forbrugere i hele EU. Fashion Forum spørger Dansk Erhvervs markedschef, Lone Rasmussen, hvilke konsekvenser det kan få for modebranchen.I morgen offentliggøres det EU-forslag, der allerede blev lækket i sidste uge, som efter sigende vil gøre det lovpligtigt for netbutikker og serviceudbydere at sælge til kunder overalt i Europa for at give forbrugerne adgang til flere og billigere varer. Dansk Erhverv er stærkt kritiske, og mener, at det kun vil skade dansk e-handel – herunder de mange webshops, der sælger tøj. Problemet er, at der er store forskelle i sprog og standarder i EU, hvilket vil medføre uklare forbrugerregler, når netbutikkerne skal sælge til kunder i andre lande.
”Det lækkede forslag er uklart om hvilke forbrugerregler, der gælder. Hvis det bliver sådan, at forbrugerne skal have ret til at få behandlet klager, uden det koster dem noget, så risikerer modebranchens webshops betale for at fragte tøjet frem og tilbage til lande, de normalt ikke driver forretning i. Det kan blive meget dyrt. Forslaget vil forbyde netbutikker at blokere for adgangen til deres hjemmeside fra lande, de ikke sælger til ligesom forbrugerne skal give tilladelse, hvis netbutikken omdirigerer til hjemmesiden i kundens hjemland. Forslaget vil lægge et indirekte pres på, at de skal sælge til prisen i det land, hvor varen er billigst. Det vil blive en udfordring for netbutikker i lande med høje omkostninger som Danmark. Vi frygter, at forslaget i endnu højere grad end tilfældet allerede nu, vil skubbe netbutikker ud af Danmark til lande med lavere lønninger, lavere moms og lavere omkostninger i det hele taget. Helt grundlæggende giver en salgspligt til kunder i lande, hvis sprog butikken ikke taler og hvis lande man ikke finder det rentabelt at være til stede i og derfor ikke yder kundeservice til, ikke grobund for en god kundeoplevelse. Det er ikke godt for et brand”, siger Dansk Erhvervs markedschef, Lone Rasmussen.
Ingen pligt om levering
Dog giver salgspligten ikke butikkerne pligt til at levere, hvilket Dansk Erhverv er tilfreds med. Leveringen må forbrugeren selv stå for, eventuelt ved hjælp af en transportør, som vil medføre, at forbrugerne kan nøjes med at betale moms i hjemlandet. Et logistisk mareridt, som også bekymrer Lone Rasmussen:
”Det vi frygter er, at der vil ske en organiseret omgåelse af momsreglerne. Vi ser allerede nu grænsehandelsbutikker i Tyskland, der henvender sig på dansk til danske kunder, men fordi de ikke selv sender varerne og i stedet har en aftale med nogle transportfirmaer, så slipper de for at betale den høje danske moms. Det er den model, vi frygter forslaget vil udbrede. Hvis danske webshops skal konkurrere med webshops, der modsat dem selv ikke skal betaler den høje danske moms, så får de det svært.”
Ifølge Lone Rasmussen har alle repræsentanter fra e-handlen meldt ud, at de siger klart nej til forslaget om en salgspligt i EU. Det gælder FDIH (Foreningen af Internethandel i Danmark) og HK, som organiserer medarbejderne, samt Svensk Handel. Skulle forslaget gå igennem, kan det give bagslag, mener Lone Rasmussen:
”Hvis netbutikkerne ikke selv kan vælge deres forretningsmodel, får de sværere ved at klare sig, og så får forbrugerne i sidste ende mindre udvalg at vælge imellem”, siger hun.
Lone Rasmussen er rejst til Bruxelles for at få følge udviklingen frem til offentliggørelsen af EU-forslaget, og seneste nyt i sagen er, at det endelige forslag vil være mere klart ift. forbrugerreglerne. Men intet kan siges med sikkerhed før bekendtgørelsen i morgen – “det bliver spændende at se”, lyder meldingen fra Lone Rasmussen i Bruxelles.