Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Dulongs kopisejr er god for dansk design

Sådan lyder det fra administrerende direktør for Dulong Fine Jewelry, Michael Brock Jeppesen, der mener, at den nyligt afsagte dom kan skabe præcedens for fremtidige kopisager.
Sådan lyder det fra administrerende direktør for Dulong Fine Jewelry, Michael Brock Jeppesen, der mener, at den nyligt afsagte dom kan skabe præcedens for fremtidige kopisager.

”Kopisager kan tage tid, men det er det værd,” konstaterer administrerende direktør Michael Brock Jeppesen, om den verserende sag mellem Marianne Dulong og Izabel Camille – en proces, der blev indledt flere år tilbage, hvor der i første omgang blev indgået forlig. Men da forligsbetingelserne ikke blev overholdt, endte striden altså i et sagsanlæg som Dulong Fine Jewelry vandt i sidste uge.

Michael Brock Jeppesen er glad for sagens udfald, og mener, at dommen vil danne præcedens for lignende sager i branchen og i det hele taget inden for dansk design.

”Det er en sag, der bliver principiel i flere designsager – en sag, der kan føre til præcedens på flere designområder. Så det er en dom, som alle der lever af eget design, kan være glade for”.

Det er ikke første og helt sikkert heller ikke sidste gang, at smykkefirmaet oplever kopisager. Inden for det sidste halve år har de været opmærksomme på ikke mindre end seks kopisager, som er blevet taget alvorligt.

”Når der er sager, hvor vi føler, at designretten bliver krænket, sender vi indledningsvist et høfligt brev, og hvis modparten anerkender problemet, så stopper sagen ofte her, og der indgås forlig,” forklarer Michael Brock Jeppesen.

Kopiering vil altid være et problem
Det er dog langt fra altid, at en sag om kopiering kan klares med skriftlige høfligheder. Her tager Dulong Fine Jewelry kampen op, selvom det kan være en lang og omfattende proces – og man skal man være forberedt på, at der kan være høje sagsomkostninger forbundet med det, fortæller Michael Brock Jeppesen. Hans bedste råd til andre i lignende situationer er, at man først og fremmest skal have en god advokat.

”Inden man går i gang med en kopisag skal man være ret sikker på, at man har en sag, hvor man kan påberåbe sig en ophavsret”, fortæller han, hvilket var tilfældet med Marianne Dulongs Kharisma-øreringe, der blev introduceret på markedet tilbage i 2003 og nyder ophavsretlig beskyttelse.

Derfor råder Michael Brock Jeppesen også til, at man altid bør undersøge mulighederne for at registrere rettighederne og beskytte sit design inden man overhovedet begynder at markedsføre det.

”Når man først er begyndt at markedsføre sit produkt, kan det være vanskeligt at beskytte det, er vores erfaring,” fortæller Michael Brock Jeppesen.

Smykkeproducenten Izabel Camille blev således ved Sø- og Handelsretten dømt for at have handlet i strid med både ophavsretsloven og markedsføringsloven, og blev pålagt et forbud mod at producere, markedsføre og sælge to typer øreringe som ligger for tæt op af Dulong Fine Jewelrys Kharisma-øreringe.

LÆS OGSÅ:”DM&T inviterer til kursus om kopisager”

Denne artikel er produceret i samarbejde med The Jewellery Room, der leverer ugentlig nyt fra og om smykkebranchen. 

The Jewellery Room er en platform, der forbinder smykkebrands med journalister og meningsdannere i mode- og smykkeindustrien og er samtidig et nyhedssite om smykkebranchen, smykkebrands og tendenser. Foruden den digitale løsning er The Jewellery Room et fysisk event under Copenhagen Fashion Week – næste event er fredag d. 12. august. www.thejewelleryroom.dk