Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi

IC Group sænker forventninger efter sløv detailhandel

Indeværende regnskabsår bliver ikke så godt som først antaget hos modekoncernen. Som konsekvens heraf nedjusterer virksomheden forventningerne til årets slutresultat.
Indeværende regnskabsår bliver ikke så godt som først antaget hos modekoncernen. Som konsekvens heraf nedjusterer virksomheden forventningerne til årets slutresultat.

Grundet afmatning i detailhandlen og et stagneret salg, er ledelsen hos IC Group nødsaget til at nedjustere forventningerne til hele regnskabsåret 2015/16, hvilket får betydning for koncernens forskellige brands. Det meldte IC Group ud i går, da de fremlagde deres delårsrapport.

Nettoomsætningen hos Peak Performance er blevet reduceret, hvilket primært skyldes en oprydning i engroshandlen på det nordiske marked – en faktor som IC Group havde forventet ville spille ind. Selv om By Malene Birger netop har vundet prisen som Årets Brand, så har brandets bundlinje lidt i forhold til sidste år, da nettoomsætningen er 8,5 procent lavere sammenlignet med året før. Designers Remix og Saint Tropez trækker i hver sin retning; førstnævnte har haft en stabil vækstfremgang, hvorimod Saint Tropez’ omsætning faldt.

LÆS OGSÅ: “IC-Direktør: Omnichannel er ikke for alle”

Af alle mærkerne har Tiger of Sweden klaret sig bedst på alle platforme, hvor deres e-commerce skiller sig ud som ekstra god. Det er især i Tyskland, at Tiger of Sweden kan melde om markant fremgang, og det er da også det tyske marked, at brandet har sat særligt ind på det seneste stykke tid. Tilbage i februar kunne Mads Ryder berette til Ritzau Finans, at IC Group satsede på, at Tyskland skulle være Tiger of Swedens tredjestørste marked. Og der sker flere store forandringer hos Tiger of Sweden; David Thunmarker forlader stillingen som CEO for brandet efter otte år på posten. Hans stedfortræder bliver midlertidigt Mads Ryder selv, indtil den rette arvtager er fundet.

Generelt tilskriver IC Group den stagnerende udvikling til det manglende salg i detailledet, herunder de fysiske butikker samt samarbejdspartnere, der simpelthen ikke har solgt nok tøj. Som resultat af dette nedskriver modekoncernen forventningerne til det samlede regnskabsår til samme niveau som sidste år.