I de sidste mange år er der talt butiksdød og hårde tider for detailverdenen i modebranchen, men når 2016 bliver til 2017 vil svenske Weekday have forøget deres butiksportefølje med ni butikker. Således lyder det i en pressemeddelelse i dag.

Weekday går dermed fra at have 20 til i alt 29 butikker fordelt på syv markeder. Alle butiksåbninger er i Europa og syv af butikkerne, åbner på eksisterende markeder. Nye markeder er Belgien, hvor Weekday åbner i Antwerpen og Østrig, hvor butikken åbner i Wien.

Managing Director for Weekday, David Thorevik, udtrykker glæde over ekspansionen, der giver Weekday mulighed for at nå et bredere publikum.

Selvom ni butiksåbninger på et år lyder af meget, er det intet i forhold til ejerne af Weekday, H&M, der tidligere på året varslede 425 butiksåbninger i 2016. H&M har i øvrigt 103 butikker alene i Danmark, der samlet omsatte i omegnen af 4,4 mia danske kroner sidste år.