Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Vald Agency ekspanderer i Paris

Det danske bureau udvider nu deres aktiviteter i den franske hovedstad, og åbner eget pressekontor i april.
Det danske bureau udvider nu deres aktiviteter i den franske hovedstad, og åbner eget pressekontor i april.

For ejer Jacob Valdemar er oprettelsen af et pressekontor en naturlig forlængelse af det eksisterende partnerskab han har med en række danske og internationale designere i showrooms i København, New York og Paris, og som indtil videre udelukkende har fokuseret på salg og marketing – men det ændrer sig nu i Paris.

Blandt Valds mærker er der nemlig flere, som ikke er repræsenteret hos parisiske pressebureauer, for eksempel Henrik Vibskov, Eckhaus Latta, 69, Building Block, Reality Studio, Arielle de Pinto, Vibe Harsloef, House of the Very Islands, Beira and Moomin by Ivana Helsinki – alle som nu vil blive promoveret via Valds nystartede kontor. Faktisk har et par eksterne mærker, som ikke ellers er i Valds portfolio, også efterspurgt deres parisiske pressetjeneste, heriblandt tyske Bernhard Willhelm.

”Vi arbejder med de forskellige designere som global partnere, og opererer som en slags gateway mellem markedet og dem – det vil sige, at vi allerede har en tæt dialog om for eksempel kollektions – og brandudvikling, og det er derfor en naturlig proces, at vi nu også tager skridtet, og integrerer pressedelen i vores forretning,” forklarer Jacob Valdemar.

Vald Agency har allerede showroom i Paris, og når lejligheden i det 10. arrondissement ikke lægger lokaler til salgsmøder og fremvisninger under modeugerne, skal den danne ramme for det nye pressekontor.

Til at varetage de daglige opgaver og gode relationer til den fransk modepresse og stylister, har Jacob Valdemar ansat to franskmænd med masser af erfaring – Claire Ardhuin kommer fra en position som Head of Press fra Cacharel, og Maud Osbach har blandet andet stået for pressenhåndteringen af den franske mode- og fotografifestival, Hyères Festival.

”Vi tager udvidelsen meget seriøst, og det er vigtigt, at vi fra start af viser den franske presse, at vi har styr på det, vi laver. Det ligger lige til højrebenet, når vi allerede har specialiseret os i, hvor og hvordan vi kommunikerer designernes historier, og positionerer dem i forhold til de rigtige butikker og indkøbere,” siger Jacob Valdemar.

Kontoret åbner 1. april og har sine første pressedage den 13. og 14. april.